Lasse Sanderhoff glæder sig til at det gamle hus er blevet pudset op og gjort klar til den nye lejer, der håber at folk i Aalestrup er lækkersultne. <i>Foto: Bente Poder</i>
Mad & Drikke

Kendt hus varmer op til nyt pizzeria

Der er lagt i ovnen til lækkerier i bygning, der har rummet legendarisk butik for dametøj

04. august 2022 kl. 08:26

AALESTRUP: Blandt de syv huse, der i øjeblikket modtager en kærlig og tiltrængt behandling af håndværkere, er et, der ikke kommer til at stå ledigt meget længere.

Borgergade 2, på hjørnet af den overdækkede plads midt i Aalestrup, har nemlig allerede fået en lejer, der bare venter på at huset bliver sat i stand.

Det er her der i sin tid var en nærmest ikonisk dametøjsforretning, Ester Nielsen, som fra starten af 50'erne trak kunder til fra en stor omkreds og på sit højdepunkt havde ti ansatte.

- I løbet af oktober åbner der et pizzeria her. Indehaveren bliver en person, der har arbejdet i Italien, og kender til måden at lave pizzaer her, fortæller Lasse Sanderhoff, der er medejer af bygningen gennem ejendomsselskabet SQM ejendomme fra Mariager.

Det kommende pizzeria har forside mod hovedgade, gavl mod torvet og bagsiden vendt mod Knaberscenen og biografen. Her hører en del af den åbne plads til lejermålet.

- Det er selvfølgelig op til den kommende lejer at afgøre. Men der er i hvert fald gode muligheder for udendørs servering, vurderer Lasse Sanderhoff.

Facaden trænger åbenlyst til en oppudsnng, og det er da også noget af det, der snart skal ske.

Hvem den kommende lejer og pizzeria-indehaver er, blever offentliggjort senere.

Annonceret indhold

Nyeste