Her åbner Grillen på fredag
AARS: Der er endnu ingen skilte oppe, og lige nu er frysere, køleskabe, skranke m.v. ved at blive opstillet, ligesom de første madleverancer lige er kommet ind ad bagdøren. Men det skulle være ganske vidst, at Grillen på Kimbrertorvet 1 i Aars slår dørene op på fredag 9. juni klokken 11.00.
- Ja, lige nu kan det godt virke lidt uoverskueligt og hektisk, men vi skal nok blive helt klar til at åbne på fredag, fortæller Steffen Rønfeldt, der er manden bag Aars’ nye spisested på det overdækkede Kimbrertorv i hjertet af Aars.
- Det bliver en traditionel grillbar med hotdogs, burgere, bøfsandwich og andre klassiske grillretter, ligesom vi også kommer til at sælge lækker is, blandt andet af mærket Kastbergs, fortæller Steffen Rønfeldt.
Netop is er en af årsagerne til, at Steffen Rønfeldt overhovedet fik idéen til at åbne Grillen.
Uddannet tjener
Han har nemlig også kiosken Bladcentralen i Aars, hvor han gerne ville udvide is-sortimentet med blandt andet gammeldags isvafler med kugle-is. Det var pladsen imidlertid for trang til i kiosken, og derfor fik han idéen til Grillen i den nye, flotte overdækning på Kimbrertorvet, der officielt blev indviet tilbage i slutningen af april.
- Jeg er oprindeligt uddannet tjener, og glæder mig meget til at åbne Grillen, som jo får en meget central placering i Aars. Jeg kommer selv til at veksle mellem at være hos Bladcentralen og Grillen, hvor Katrine Havrum bliver den daglige leder af stedet.
- Jeg har også søgt alkoholbevilling til Grillen, så jeg på et tidspunkt også kan servere en kold fadøl og andet godt. Det indbyder rammerne jo til.
- Alkoholbevillingen kommer dog ikke i hus til på fredag, men resten skal nok nå at blive klar, slutter Steffen Rønfeldt.
Grillen på Kimbrertorvet 1 vil have åbent alle ugens syv dage fra klokken 11.00 til 21.00.