
Den nye stil hos kendt værtshus har givet pote
STØVRING: Tilbage i marts 2020 overtog Janni Nielsen rollen som forpagter hos Ny Platon Pub. Det blev begyndelsen på en større makeover af værtshuset, som siden 1978 har været en del af Støvrings bybillede.
Målet var, at værtshuset skulle opfattes som et hyggeligt sted, hvor man kan nyde en forfriskning sammen med gode venner.
En af de største ændringer var at indføre rygeforbud i lokalerne.
- Det var for personalets skyld, men også fordi jeg troede på, at vi kunne trække flere gæster til ved at bevæge os væk fra at være et brunt værtshus. Og det har vist sig at være en god idé, for det har helt sikkert givet pote, siger hun og fortsætter:
- Jeg kan mærke, at min kundekreds er blevet meget bredere, end den var førhen. Der er rigtig mange, der har fået øjnene op for, at vi kan meget mere.
Fantastisk opbakning
Janni Nielsen havde inden overtagelsen arbejdet på værtshuset et par år, og da hun for første gang åbnede som forpagter, gik der ikke lang tid, før nedlukninger og restriktioner blev en udfordring.
Men efter to år med corona er hun kommet ud på den anden side med overskud.
- Der har været en god opbakning gennem årene, og det er der også i dag. Uden vores faste gæster havde der ikke været noget værtshus i Støvring.
- Desværre har vi kun et værtshus tilbage, og det betyder også, at folk virkelig skal tænke over at besøge os. Men det er de også gode til. Når vi holder arrangementer i form af live musik eller med mad udefra, er der altid fuldt hus.
Plads til alle
Ny Platon Pubs primære kunder er de mere modne typer, men de unge er også rigtig gode til at troppe op, når der eksempelvis er live musik, fortæller Janni Nielsen.
- Det hænder da også, at nogle af de kvindelige gæster, som er i en lidt anden aldersklasse, bliver svinget rundt af de unge fyre, og det er simpelthen så godt, griner hun.
Desuden har hun fået flere positive kommentarer fra yngre gæster.
- De fortæller, at det er rigtig hyggeligt at være her, fordi de kan snakke med alle gæster. Og jeg havde netop tænkt, at jeg gerne ville have et værtshus, hvor der er plads til alle, så det er fedt at høre.