Brødre tvinges på sommerferie i en hel måned
AARS: Igennem 30 år har Osman Kanat sammen med sine tre brødre drevet restaurant i Nordjylland.
Heraf har de seneste 20 år været i Restaurant Alanya i Aars - men dét at holde sommerferie alle fire på én gang har hidtil været utænkeligt.
Men om en uge går alle fire brødre på ferie i en hel måned - ikke af lyst, men af nød.
- Vi kan simpelthen ikke skaffe personale til at dække ferieperioden ind, så vi er nødt til at lukke, forklarer Osman Kanat.
Problemet har været tiltagende i de seneste tre år.
Sidste år måtte alle fire brødre således arbejde 90 timer om ugen i to måneder.
- Jeg kan se, at hele branchen har problemer, og at mange ligesom os vælger at lukke ned. Problemet er, at meget få danskere vil arbejde i denne branche. Det er aften og weekend, og det er hårdt arbejde.
- Derfor er vi henvist til udenlandsk personale, og dem bliver der færre og færre af. De kan jo få arbejde stort set overalt. Nogle tager en måned eller to, men når de har tjent nok, tager de videre. Det kan man ikke basere en forretning på, siger Osman Kanat.
Der er dog ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, mener en anden af brødrene, Yasin Kanat.
- Når nu det skal være, er det selvfølgelig dejjigt, at vi kan holde ferie alle fire på en gang. Normalt holder vi to ad gangen, og så må de andre to løbe ekstra stærkt. Nu vender vi alle sammen tilbage med helt opladede batterier, siger han.
- Ekstra ærgerligt
Problemet er ikke bare gældende om sommeren.
Restauranten har igennem et år søgt to ekstra medarbejdere, men uden held.
Netop sommerperioden er en højsæson for Restaurant Alanya.
- Vi har generelt en god forretning, men maj, juni og juli er sammen med julemåneden de perioder, hvor omsætningen er højest. Derfor er det selvfølgelig ekstra ærgerligt, at vi må lukke, konstaterer Osman Kanat.
Også i udlandet er man tilsyneladende ramt af mangel på personale.
- Jeg læste lige, at restauranter i England har fået tilladelse til at hente arbejdskraft fra hele verden. Det kunne vi også godt bruge her, siger Osman Kanat.
Restaurant Alanya lukker helt præcist fra 1. juli til og med 30. juli.