Seneste nyt
Billede beskrivelse

Arbejdslivet er peppet op med Nossebajere, Snabelvand og Sprut-mule

11. november 2024 kl. 14.24

FARSØ: Året er 2018, og ægteparret Ib og Lise Klausen er på ferie sammen med deres døtre, som dog er gået i byen.

- Jeg ved ikke hvorfor, men pludselig spørger jeg Ib, om har egentlig er glad? Svaret kom lidt bag på mig, og så måske alligevel ikke, fortæller Lise Klausen.

Svaret er nemlig "nej", og da Ib Klausen vender spørgsmålet om, må hun selv erkende, at svaret også i hendes tilfælde er "nej".

- Jeg havde arbejdet som pædagog på den samme institution i 22 år, og jeg holdt fantastisk meget af den, men var nok kørt lidt død i arbejdet. Ib havde med få pauser været slagter og pølsemager i den samme virksomhed i 20 år. Børnene var flyttet hjemmefra. Der skulle bare ske noget nyt, fortæller Lise Klausen.

Det gjorde der så. Igennem de seneste fem år har de skabt et lille iværksættereventyr med firmaet Spice by Spice. Firmaet sælger en lang række egenudviklede specialiteter og er eneforhandler af den newzealandske virksomhed, Wild Appetites, produkter.

- Det gik ret stærkt. Ib har udviklet mange krydderiblandinger og saucer, og han kendte Wild Appetite og vidste, at de var på vej til at miste deres europæiske grossist. Så da vi fik en aftale i stand, startede vi nærmest fra den ene dag til den anden, fortæller Lise Klausen.

Billede beskrivelse

Et produkt har dog om noget været en katapult for virksomhedens fremgang. Navnet er Nisse-Pis, og indholdet er alkohol blandet med frisk solbærsaft og krydderier.

- Der er mange, der laver noget af vodka og Ribena-saft. Lises farmor har sin egen opskrift, og det er den, vi bruger. Det er virkelig blevet en succes, siger Lise Klausen.

Med tiden er Nissepis blevet suppleret af Nossebajere, Snabelvand og Sprut-mule. Navnene kommer mere eller mindre af sig selv.

- Vi kalder næsten aldrig tingene ved deres rigtige navn. Det bliver altid til noget andet, så det er faktisk hjemmelavet. Vi var lidt i tvivl om, hvorvidt Nissepis var for meget, men det viste sig jo, at det var det ikke. Men der er nu nogle navne, der er faldet for censuren igennem tiden, siger Lise Klausen med et grin.

Hun vurderer, at succesen er båret af kreativitet, kvalitet og kompetent hjælp udefra.

- Både bank, revisor og Erhverv Væksthimmerland har virkelig været behjælpelige. Vi har for eksempel fået stillet en mentor til rådighed, og banken har været fleksible i forhold til likviditeten. Vi kom jo hjem fra messe med 500 ordrer og kunne dårligt få armene ned, men varerne skal jo betales, længe inden vi selv får betalingen, fortæller Lise Klausen og tilføjer, at LAG Himmerlands netværk også har gjort en kæmpe forskel.

I starten blev mange af produkterne lavet hjemme i køkkenet, men det koncept brast hurtigt sammen.

- Vi sælger nu så meget, at det ikke kan lade sig gøre at producere det hjemme, så vi har nogle underleverandører, der producerer. Men stadig efter vores egne opskrifter, så nu har jeg fået mit køkken tilbage, og det er jeg meget glad for, siger Lise Klausen.

Lige nu ligger alle i firmaet vandret for at ekspedere ordrerne. 70 procent af virksomhedens omsætning genereres i perioden fra slutningen af september og frem til jul.

- Langt hovedparten af det, vi sælger, er til butikker, og de begynder jo at bestille hjem, måneder før julesalget starter for alvor, forklarer Lise Klausen.

Spice by Spice har i den grad udviklet sig til et familieforetagende. Parrets ældste datter, Cecilie på 28 år, arbejder fuldtids i firmaet, den yngste, Lærke på 23, der bor i læser til ergoterapeut i Aalborg hjælper for eksempel med at servere smagsprøver på messer, Ib Klausens lillebror leverer tegninger til etiketter, og Lise Klausens søster, der laver silketryk, bidrager også til det visuelle udtryk. Endelig er Ib Klausens søster, Connie Vestergaard, ansat på fuld tid og står for regnskab og andre tekniske udfordringer.

- Altså rollefordelingen mellem os er, at Ib går helt vildt op i indholdet, og jeg er mere optaget af, at det også ser godt ud. Begge dele er selvfølgelig vigtige, siger Lise Klausen.

Ud over de nævnte familiemedlemmer spiller Ib Klausens mor, Herdis Kristensen, en særlig rolle.

- Det er ikke så meget i forhold til driften, men hun er flink til at komme forbi, spørge, om vi har det godt og for eksempel lave frokost eller tage opvasken, når vi har travlt. Hun er sådan lidt en trivselsmedarbejder, fortæller Lise Klausen.

Status er nu, at man leverer fast til 600 butikker i Danmark og så småt er begyndt tage hul på markedet i Sverige, Norge, Finland, Island, Færøerne og Tyskland.

- Det er stadig i det ganske små, men det vokser hele tiden, og vi får stadig ideer til nye produkter, siger Lise Klausen.

De lokale forhandlere af Spice by Spices produkter er Hobro vinhandel, Ønskeblomsten, Mariager, Friis wood og deli, Hadsund, Madgården, Arden, Søndergården, Hvilsom, og Boutique Jette, Als.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste