Vinderen af eftertragtet erhvervspris er fundet
Torsdag var Rebild Kommunes erhvervsliv inviteret til årsmøde, der blandt andet skulle kåre vinderen af ”Vækst- og Udviklingsprisen 2023”.
Årsmødet blev afviklet hos Business Park Nord, som i år kan fejre 20-års jubilæum. Et spirende erhvervshus der rummer 91 vidt forskellige virksomheder og som dagligt skaber gode rammer for vækst, udvikling og iværksætteri i Rebild Kommune.
- Årsmødet er altid en særlig dag, hvor kommunens virksomheder sammen med Business Rebild og RebildPorten netværker og lader sig inspirere af andre erhvervsdrivende, seje iværksættere og passionerede ildsjæle. Det er en dag, hvor vi reflekterer over året, der gik og kigger ind i nye spændende handlingsplaner for erhverv og turisme i Rebild Kommune. Der netværkes, skabes nye relationer, og vi bliver klogere på konkrete emner, lød det fra Jane Bejlegaard Lindberg, erhvervs- og turistchef i Rebild.
Igen i år var der tre nominerede virksomheder til ”Vækst- & Udviklingsprisen”, hvor vinderen – udover æren – blev belønnet med en check på 10.000 kroner. Alle tre virksomheder har ydet en ekstraordinær indsats for erhvervsudviklingen i området og tjener som inspiration til andre.
De nominerede var henholdsvis: Niels Moes, Rebildcentret – Simon Lassen, Smartcykler.dk – Søren Esko, Maskinfabrikken Esko.
Ud af de tre unikke og fremgangsrige virksomheder, blev det Rebildcentret og Niels Moes, der løb med sejren.
- Jeg forsøger at se muligheder fremfor begrænsninger, tager udfordringerne op og besidder nok lidt fandenivoldskhed samt vilje til det lange seje træk, lød det efterfølgende fra Niels Moes.
- Men det helt afgørende vil altid være mine dygtige og engagerede medarbejdere, tilføjede han.
Alle tre nominerede blev hyldet og modtog store klapsalver fra de fremmødte.
Fokus på cybersikkerhed
Årsmødet bød også på et spændende temaindlæg ved datagidselforhandleren Michael Andersen, der delte rundhåndet ud af sine erfaringer med cybersikkerhed. Deltagerne blev klogere på det større trusselsbillede i forhold til digitale sikkerhedsbrud og hackerangreb, og hvad de aktivt kan gøre for, at deres virksomheder ikke ender som det næste datagidsel.
- Når 80 virksomheder er samlet som i aften, er det en ideel anledning til at gøre SMV’erne skarpere på de krav, der i dag stilles til en sikker forretning, lød det fra Michael Andersen.
I den efterfølgende paneldebat deltog desuden Henrik Buss, Head of IT & Business Improvement v/DESMI, Jesper Aarestrup, IT-chef v/Comwell og Jørgen Søgaard Jakobsen, uddannelsesleder for IT-uddannelserne v/UCN.