Vin, blomster og loppefund: Margit slår dørene op for sæsonen
Margit Kristensen knokler lige nu med at gøre sin hobbyforretning og have Kælder Vin – Blomster og Loppefund på Himmerlandsgade 147 i Aars klar til åbning. Her slår hun dørene op for sæsonen i weekenden den 10. til 11. juni.
Margit Kristensen har tidligere haft Vinspecialisten i Aars i mange år, men hun besluttede i 2017, at hun ville prøve noget helt andet. Hun blev handicapmedhjælper, men savnede alligevel kundekontakten og hyggen i en butik.
Derfor lavede hun sidste år garagen i privatboligen på Himmerlandsgade 147 i Aars om til en lille, hyggelig hobbybutik med vin og loppefund, ligesom hun forvandlede sin 850 kvadratmeter store have bag huset til en charmerende oase med alverdens blomster, planter, grøntsager – prydet med blandt andet smukke stenbede, havedam, shelter og orangeri. Haven er inspireret af stemningen fra kolonihaver, da Margit tidligere selv har haft en kolonihave.
Blomsterne og grøntsagerne sælger hun i butikken, men man kan også få lov bare at besøge den flotte have.
Rundvisninger og åbent efter aftale
Hun kalder sin butik og have for Kælder Vin – Blomster og Loppefund, som åbnede første gang sidste efterår, og som nu slår dørene op til den kommende sæson i weekenden den 10. til 11. juni.
- Her holder jeg åbent i butikken og i min have, hvor alle er velkomne. Jeg vil flere gange i løbet af weekenden lave rundvisninger i haven, men ellers kan man også bare selv gå rundt og blive inspireret, fortæller Margit Kristensen.
- Åbningen markerer officielt starten på min sæson, og herefter vil jeg fremover holde åbent i nogle bestemte weekender, men ellers vil der være åbent efter aftale. Både i butikken og haven.
- Det er også min plan løbende at lave både kurser i blomsterbinding og vinsmagninger, og jeg knokler lige nu med at gøre det hele flot til åbningen, siger hun.