Vildmosekoncert med Kim Sjøgren og 3 Mermaids
Søndag 6. august fortsætter rækken af Vildmosekoncerter med Kim Sjøgren som gæst.
Kim Sjøgren er født med musik i blodet. Allerede som 3 årig stod han på en scene med en lille violin under hagen. Da han var 12 år fyldte musikken så meget, at hans mor måtte gå drastisk til værks, hvis drengen skulle udvikle sine evner. Kim forlod folkeskolen og blev studerende på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, og allerede som 17 årig spillede Kim Sjøgren sin debutkoncert.
I de første år var det den klassiske musik, der fyldte Sjøgren univers i en vekslen mellem koncerter og fortsat uddannelse, og som 22 årig får han hvervet som koncertmester for Det Kongelige Kapel. Over en periode i 80’er sætter Kim Sjøgren sig for, at han vil udbrede kendskabet til den klassiske musik; og derfor møder vi ham i mange forskellige sammenhænge, men hver gang fletter han klassiske stykker ind, så vi får koncerter med pop og klassisk, rock og klassisk og mange flere bud til både koncerter og i TV. I 1995 vender Sjøgren tilbage til Konservatoriet i Aarhus, men nu som lærer.
I 1997 bemærker Kim Sjøgren sig, at flertallet af landets violinister er kvinder, og det giver ham ideen til "The Little Mermaid", en violingruppe, der kun omfatter kvinder. I dag er der ca. 50 uddannede violinister i gruppen, og tilsammen dækker de alle færdigheder på instrumentet, men til en koncert udvælger Kim Sjøgren kun nogle få stykker. Hver eneste koncert med Kim Sjøgren og The Little Mermaids skal være med til at udbrede kendskabet til klassisk musik - og næsten altid i samklang med andre musikgenrer.
Under en koncert vil Kim Sjøgren gerne være i kontakt med sit publikum, så derfor får man ikke på forhånd et udførligt program. Der skal være plads til at improvisere. På forhånd vil Sjøgren dog godt nævne et par ørehængere. Vi får bl.a. Air af Bach, Schuberts Ave Maria og danske sange af Karl Nielsen, og man kan også glæde sig til solistoptræden.
I en stor del af august holdes der en række af meget forskellige koncerter på egnen under samme hat: Dokkedaldagene - Musik langs kysten, og denne koncert er en del af arrangementet.