Vil tænke nyt for at sælge grunde i Løgstør
Vesthimmerlands Kommune overvejer at få en ejendomsmægler til at sælge kommunale Løgstør-grunde
LØGSTØR: Er det et tilfælde, at der ikke er solgt nogen kommunal byggegrund i Løgstør de sidste to år?
Næppe. Men nu prøver økonomiudvalget om man kan gøre noget ved de parceller, der er i udbud, så nogen ender med at købe dem.
- Vi vil se, om vi kan få en ejendomsmægler til at stå for salget i stedet for kommunen. Så må vi se, hvilke forslag der kommer til at sætte gang i salget, siger udvalgets formand, borgmester Per Bach Laursen (V).
Søger nye idéer
Det er nye parceller på Majsmarken i fjordbyens sydlige udkant, der fokuseres på. Her bag Løgstør Parkhotel er der ingen udsigt til fjorden. Brænder man for at kunne se et glitrende blåt bånd i horisonten gennem hjemmets vindue er man automatisk sorteret fra her.
Men - der er vel andre, der godt kunne finde på at bygge et hus i Løgstør?
- Der må jo have været nogen der kunne se en idé i at lave området ved Majsmarken til et boligkvarter. Ellers var det jo ikke blevet gjort. Så vi blev enige om at give salget her et forsøg til, inden vi eventuelt lægger et nyt område ud til formålet, forklarer han.
Lokale politikere bekymrede
Det er to af økonomiudvalgets lokale medlemmer, der har luftet deres ærgrelse over, at grundsalget i muslingebyen er gået helt i stå, mens det ræser af sted i Aars og til dels Aalestrup. Og også Farsø kan udlodde bidder af sig selv.
Theresa Berg Andersen (SF) og Allan Ritter (K) har begge stillet stort spørgsmålstegn ved, om nogen vil bo på de udbudte parceller, der blandt andet tæller 20 grunde ved Sjægten; en 500 meter nærmere havet, der dog stadig er 800 meter væk.
De koster en 3-400.000 kroner med tilslutningsbidrag. En pris der ville få dem revet væk 25 kilometer sydligere, i det væsentligt dyrere Aars. Men altså ikke i Løgstør.
Lurer på andre muligheder
- Vi har talt om muligheden for at udstykke en bakke, der grænser op til Majsmarken, hvor man ville kunne få noget fjordudsigt. Det vil dog kræve at lokalplanen laves om, så nu prøver vi det her først, slutter Per Bach Laursen.
Bag det hele spøger også de nuværende boldbaner. De skal flyttes til Lanternen, og når det sker, vil en del af dem kunne udlægges grunde med fint udsyn til havet. Nok en 30-60 stykker, vurderes det. Men der vil gå en tre år før det vil være aktuelt.
I alt er der 39 grunde til salg i Løgstør i øjeblikket, 18 af dem kommunale. Det sidste år er der solgt to private grunde i byen.