Billede beskrivelse

Vil du levere gylle til biogassen

Agri Nord indbyder torsdag aften til tegningsmøde og håber på accept fra mindst 50 leverandører

05. december 2017 kl. 06.20

Er du landmand - og kunne du tænke dig at levere husdyrgødning til et fremtidigt biogasanlæg nord for Hobro - nær Tobberup?

Efter mange indledende sonderinger tager Agri Nord torsdag 7. december klokken 19 et større skridt mod et biogasanlæg.

Da inviterer man til tegningsmøde for leverandører, og det foregår i Agri Nords lokaler på Horsøvej 11.

Agri Nord har tidligere taget initiativ til et etablere et leverandørselskab for landmænd, der er interesseret i at levere husdyrgødning og andre biomasser til anlægget.

- Vi håber at kunne tegne aftale med mindst 50 leverandører med tilsammen mindst 350.000 ton biomasse på årsbasis, siger projektleder Flemming Pedersen, Agri Nord.

Agri Nord har nedsat en arbejdsgruppe bestående af fem lokale landmænd, der skal arbejde videre med etablering af anlægget.

- Landmændene får en række fordele ved at levere deres gylle til et biogasanlæg, anbefaler Jens Verner Pedersen, der er formand for den nye arbejdsgruppe og medlem af Agri Nords bestyrelse.

Planterne har således nemmere ved at aftage næringsstoffer fra gylle, der har været igennem anlægget.

Dertil vil landmændene blive afregnet for den gylle, de leverer til anlægget, og endeligt får de en bedre logistik i forhold til at transportere gyllen fra tank til tank.

Gyllen kan nemlig leveres lige der, hvor det er mest hensigtsmæssigt, uddyber Jens Verner Pedersen.

Det nye biogasanlæg vil være et moderne, højteknologisk anlæg med mulighed for at sammensætte gyllen, så den har nøjagtigt det indhold, den enkelte landmand har brug for.

Samtidig kommer biogasanlægget til at fungere som en handelsplads, hvor de landmænd, der har for megen gylle, og de, der har for lidt, kan udveksle gyllen med hinanden.

Udnyttelsen af biogas sparer miljøet for både CO2 og metangas.

- Udover de mange fordele ude på selve gårdene vil biogasanlægget være en kæmpe gevinst for miljøet, siger Jens Verner Pedersen.

Metangasserne fra gyllen udnyttes på naturgasnettet til varmeproduktion, og planen er at bruge denne CO2 i et anlæg, der opføres af virksomheden Cemtec lige ved siden af biogasanlægget.

Her vil man forsøge at omdanne CO2 til flydende brændstof.

- Derudover er biogas en både grøn og bæredygtig energiform, fremhæver Jens Verner Pedersen og tilføjer, at en anden sidegevinst ved afgasset gylle er, at den lugter mindre, når den spredes ud på markerne.

Anlægget forventes at koste i omegnen af 300 millioner kroner og kommer til at fylde cirka fem hektar

Det nye biogasanlæg forventes at producere op mod 20 millioner kubikmeter bionaturgas om året.

Det vil sige gas, der bliver sendt direkte ud på naturgasnettet

Det vil kunne give varme til opvarmning af mere end 10.000 parcelhuse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste