Fra venstre: Kim Nielsen, Jess Laursen, Bente Fjordside og Lis Mancini.
Livet her

Vigtig debataften: Vejen ud af depressionen

03. november 2022 kl. 11:03

Kulturhusforeningen i Arden, LOF Mariagerfjord/Rebild og landsforeningen SIND satte torsdag fokus på forholdene i psykiatrien. Det skete til en debataften i Kulturhuset Arden.

Udover at belyse forholdene var formålet med aftenen at diskutere den aktuelle psykiatriplan, og om den kan rette op på de kritiske røster og det borgerne i dag oplever.

Baggrunden for debatmødet var den lokale Arden-borger Kim Nielsen, der røg fra en karriere som fotochef på Børsen til 11 år med en dyb depression, hvorfor han blev en del af psykiatriens tilbud.

På mødet fortalte Kim Nielsen om sine oplevelser, hvorefter Bente Fjordside, formand for SIND i Aalborg, belyste patientforeningens holdninger og erfaringer. Desuden var regionspolitikere Lis Mancini (S) og Jess Laursen (V), begge medlem af Region Nordjyllands psykiatriudvalg, med i debatten, der blev ledet af journalist Per Jensen.

SIND på vej

Kim Nielsens historie og oplevelse med psykiatrien var en stor øjenåbner for både politikere og de fremmødte, hvor ikke mindst oplevelserne med skiftende sagsbehandlere gav anledning til diskussioner om, hvordan det kan og skal forbedres.

Blandt publikum var der lokale repræsentanter/medlemmer af SIND, der kunne oplyse, at en afdeling af SIND er under etablering i Mariagerfjord kommune, og i forlængelse af mødet var alle enige om, at dette debatmøde bør følges op af flere af samme slags.

Både Kulturhusforeningen, LOF og SIND var klar til at følge denne opfordring og i foråret 2023 vil man opleve lignende debatmøder om psykiatriplanen.

Annonceret indhold

Nyeste