Værn om Vand holder fest for rent drikkevand
FEST: Kommunal- og regionsrådsvalget står for døren, derfor ønsker "Værn om Vand" at fastholde fokus på det rene drikkevand.
Derfor inviterer de til fest fredag 10. november i Siem Forsamlingshus.
De lokale musikere Allan og Benny "Spildæk" spiller op til dans og Kaj Bylling puster nyt liv i gamle evergreens, når han vender LP-plader på grammofonen.
Becheriet i Siem serverer hotdogs på en ny måde, og "Polle købmand" fra Blenstrup er klar med forsyninger til baren, så festen ikke løber tør - og ellers vil der være rent vand fra vandboringen under Siem skov til at slukke tørsten med.
Under konceptet "Dance and talk" vil der i løbet af aftenen vil der være forskellige indslag, der alle har til hensigt at kvalificere samtalen om vand og råstofgravning i Siem skov nord.
Festen er åben for alle, men særligt dedikeret den lokalbefolkning som ønsker at fejre, at det fortsat er muligt at tappe rent drikkevand direkte fra hanen. Festen er samtidig også en åben invitation til samtlige kandidater ved det kommende kommunal- og regionsrådsvalg.
Det er en aften, hvor kandidaterne får ægte mulighed for at lytte, lære og tage del i samtalen med de lokale på dansegulvet, rundt om bordene og i baren.