US Car Camp er startet - se billederne fra åbningsceremonien
På onsdag kan bilerne opleves i Hobro på nærmeste hold
ØSTER HURUP: En lang række pudsede amerikanske vintagebiler med skinnende fælge var klar til den officielle åbning af US Car Camp 2018.
Her havde arrangørerne skruet ekstra op for den åbningsceremoni, som med tiden er blevet til en lille tradition.
- Jeg tror, det var fjerde år, at vi begyndte at gøre noget ud af den lange kø, der opstod ved porten. Så vi tænkte, at det ligeså godt kunne være en fest, siger en af de tre arrangører Christina Bach Stensbøl.
Hun har også arrangeret resten af programmet med arrangør-trioen.
Til åbningsceremonien havde de også både ladet den amerikanske nationalmelodi spille og fået balloner pustet på.
Selvom de godt ved, at denne fødselsdag er rund, så har de ikke bevidst lavet en fødselsdagsfest.
- Vi har ikke tænkt på at lave noget specielt på programmet andet end nogle små ændringer, men festen og antallet af deltagere vokser altid hvert år, siger Christina Bach Stensbøl.
Hun fortæller desuden, at der kommer tivoli, træf og livemusik som sædvanligt.
Festlighederne i Hobro, Hadsund og Mariager vokser også i år på baggrund af et større samarbejde.
- Vi håber, at de lokale kan se, at det her er et trækplaster for at få folk hertil, siger Christina Bach Stensbøl.
- Vi kan mærke på arbejdsbyrden og at vores behov for frivillige er vokset, at interessen stiger, siger hun.
Søndagens åbningsceremoni var startskuddet til en hel uges program.