Billede beskrivelse

Ung stjerne-organist til Mariager

11. august 2018 kl. 08.58

MARIAGER: Når den sidste af sommerens seks koncerter i Mariager kirke finder sted tirsdag 21. august er det ingen ringere end amerikaneren Nathan Laube, der sidder ved orglet.

Navnet siger måske ikke den almindelige koncertgænger i Himmerland alverden, men i organistkredse er Nathan Laube noget af en "kanon".

I en alder af knap 30 år har den unge mand fra Chicago vundet næsten alt, hvad der er at vinde af prestigefyldte organistpriser. Nathan Laube er i øvrigt assisterende professor i orgel ved det højt estimerede Eastman School of Music og samtidig tilknyttet konservatoriet i Birmingham.

Ved koncerten i Mariager spiller han sjældent hørt musik af franskmanden Jean-Philippe Rameau og den hollandske komponist Antoni van Noordt, inden koncerten slutter af med det klassiske af det klassiske. Af Johann Sebastian Bach spilles det store variationsværk "Sei gegrüsset, Jesu gütig". En koral efterfulgt af 11 ualmindeligt fantasifulde og imponerende variationer.

Et andet bysbarn fra Leipzig, Felix Mendelssohn-Bartholdy, afslutter dette års sommerkoncerter med den første orgelsonate i f-mol.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste