Billede beskrivelse

Udvalg: Børnehave skal lukkes

Børnehaven Stjernen i Veddum er ikke længere levedygtig, mener børn- og familieudvalget

15. august 2018 kl. 10.16

VEDDUM: Børnehaven Stjernen i Veddum skal lukkes fra 1. november i år.

Sådan lyder indstillingen fra et enigt børn- og familieudvalg, der drøftede børnehavens fremtid på sit møde i aftes.

I stedet skal børnehaven lægges sammen med Børnehuset Krible-Bo i Als, lyder forslaget fra udvalgspolitikerne.

Det sendes nu i høring hos skole- og dagtilbudsbestyrelsen i Havbakkedistriktet, i Fag MED samt det lokale medarbejderudvalg.

Senere skal det drøftes i økonomiudvalget, inden byrådet får det sidste ord i sagen.

Børnehaven Stjernen har i flere år kæmpet med et faldende børnetal.

Personalegruppen har af flere omgange rettet henvendelse til børn- og familieudvalget med et ønske om at blive lagt sammen med Børnehuset Krible-Bo i Als.

De har svært ved at få mødeplanen til at gå op, ligesom det kniber med at finde tid til at forberede sig, dele viden, evaluere og holde møder.

Cirka 21 børn vil i år blive anvist til Stjernen, anslår forvaltningen.

For at få mødeplanen til at hænge sammen, har kommunen de seneste tre år tilført Stjernen økonomi til 30 børn i form af en særbevilling på 350.000 kroner om året.

- Personalet har længe løbet med tungen ud af halsen for at nå det hele, og det kniber med at dække ind ved sygdom. Det kan man ikke holde til i længden. Vi har kendt problematikken længe og er enige om, at man kan komme bedre om det personalemæssigt ved at være større, siger udvalgsformand Svend Madsen (V).

Efter planen bliver sagen endelig afgjort i byrådet 20. september i år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste