Tv-læge besøger hjertehøjskole
MARIAGERFJORD: Rebild Bakker kommer med stor sandsynlighed til at summe af liv og latter, når Hjerteforeningen i Mariagerfjord i tæt samarbejde med gode kræfter i Hjerteforeningerne i Vesthimmerland og Rebild samt LOF Mariagerfjord-Rebild for sjette gang indbyder til Hjertehøjskole i starten af september.
50 forventningsfulde deltagere fra hele Danmark - heraf mange gengange - er allerede tilmeldt, men nye interesserede kan stadig nå at tilmelde sig, gør formanden i Hjerteforeningen i Mariagerfjord, Tonny Lykke Olesen, opmærksom på.
Et frisk sommermøde i Skagen med TV-lægen Peter Qvortrup Geisling gav mulighed for, at Hjertehøjskolen på sidstedagen, fredag 8. september, får besøg af tv-lægen Peter Qvortrup Geisling.
Han holder oplæg under temaet "Det gode og sunde liv - giv livet et serviceeftersyn" - og dette arrangement er også åbent for ikke-deltagere i Hjertehøjskolen.
Hjerteforeningen i Mariagerfjord har i øvrigt netop lagt sidste hånd på et aktivt efterårsprogram, som byder på Hjertemotion i både Hadsund, Arden og Hobro.
Hjerteforeningen udbyder også - med økonomisk støtte fra Sparekassen Hobro Fonden - seks nye gratis kurser i livreddende førstehjælp, og de gode erfaringer med at indbyde til madværksted for bedsteforældre og børnebørn er taget med i to nye forløb, som løber af stablen i september og oktober i samarbejde med 4.-6. klasserne på Rosendalskolen og Bymarksskolen.
Tirsdag 24. oktober kan Hjerteforeningen invitere til Hjertecafé i Hadsund Kulturcenter, hvor tidl. biskop i Aarhus, Keld Holm, taler om "Etik og Hjertesprog".
23. januar kan Hjerteforeningen i samarbejde med LOF byde på nytårskur på Mariagerfjord Gymnasium med skuespiller, forfatter og foredragsholder Hella Joof,
Alle aktiviteter er omtalt mere uddybende på Hjerteforeningen Mariagerfjords hjemmeside.