Truet plejehjem i Hobro fejrede jubilæum
Talere ved Plejehjemmet Solgavens 50 års jubilæum - deriblandt fhv. forstander Ole Olesen - udtrykte håb om, at hjemmet må bestå i mange år
HOBRO: Selv om Plejehjemmet Solgaven i Hobro har en lukningstrussel hængende over hovedet, blev hjemmets 50 års jubilæum en ganske festlig dag. Den begyndte med stort morgenbord, og så gik det ellers slag i slag med kørestolsringridning, ballontennis og kørsel på tomandscykel.
Der blev trakteret med islagkage og pølser fra egen vogn, og der var jubilæumstaler. Forhenværende forstander Ole Olesen, nuværende forstander Kent Gram og formand for Solgavens Venner, Jens Jensen, tog ordet. Den ømtålelige sag, at Solgaven er i spil til lukning, blev kommenteret:
- Jeg vil ønske for jer, der er leder og medarbejdere i dag, at I må få lov til at skrive videre på Solgavens historie i mange år. Jeg håber virkelig ikke, politikerne køber administrationens forslag om en langsom død for Solgaven, sagde Ole Olsen således.
Jens Jensen, formand for Solgavens Venner, sagde, at vennerne altid føler sig velkomne. De oplever, at deres arbejde på Solgaven gør en forskel. De hygger sig sammen med beboerne. En danseeftermiddag er blevet en stor succes.
Sidste nye tiltag er "Rottehullet". Her mødes mændene en gang om måneden over en kop øl eller sodavand. De får en god snak om gamle dage, ser en god gammel film eller hører musik, berettede Jens Jensen.
- Vi håber, at Solgaven må få lov at bestå i mange år frem i tiden. Og at det gode forhold mellem personale, beboere og de frivillige her på stedet ikke bliver ødelagt af "udefra kommende bestemmelser", som Jens Jensen udtrykte det.
Han bad alle rejse sig og udbringe et trefoldigt "leve" for Solgaven.