Campingparret Laila Davidsen og Niels Kristian Veggerby.
Livet her

Trods den vådeste juli i mands minde: Campingplads melder om fremgang

25. august 2023 kl. 08:11

Sommeren 2023 går på hæld, og i den anledning kiggede vi forbi Løgstør Camping for at høre lidt om, hvordan højsæsonen har været.

Det er Laila Davidsen og Niels Kristian Veggerby, der på 3. sæson står i spidsen for Løgstør Camping – en rigtig charmerende by-campingplads, tæt på byens havnemiljø og med Christiansmindeskoven som nabo.

Løgstør Camping.

Laila og Niels havde i forvejen Myrhøj Camping mellem Ertebølle og Strandby, og derfor var parret friske og ganske hurtige på aftrækkeren, da Vesthimmerlands Kommune for godt tre år siden – fem dage før camping-sæsonstart – spurgte om de ikke ville forpagte Løgstør Camping. Allerede året efter endte de med at købe pladsen.

- Vi tog chancen, også selvom det var en plads, der var meget slidt og virkelig trængte til en kærlig hånd. Men det havde vi prøvet før, så den del skræmte os ikke. Det var det samme, da vi overtog Myrhøj Camping for syv sæsoner siden, fortæller Niels Kristian Veggerby.

- Derfor har vi også renoveret en del siden og gør det såmænd stadig på begge pladser. Der er altid noget, der kan forbedres på en campingplads.

Fremgang trods udfordringer

Laila og Niels overtog Løgstør Camping i foråret 2021. En tid, der stadig var præget af corona-udfordringer.

Siden har coronaen heldigvis sluppet sit tag, men desværre har krig, inflation og stigende energikriser i stedet meldt sin ankomst, ligesom vejret denne sommer heller ikke har været den bedste medspiller. Omstændigheder, der ikke har været nemme at navigere i. Alligevel har der været fremgang på campingpladserne.

Løgstør Camping – en rigtig charmerende by-campingplads, tæt på byens havnemiljø og med Christiansmindeskoven som nabo.

- Trods de mange udefrakommende omstændigheder, herunder også den vådeste juli i mands minde, har vi alligevel oplevet en generel fremgang. Det gælder både for Løgstør Camping og Myrhøj Camping, fortæller Laila Davidsen.

- Vi kan selvfølgelig ikke vide, hvordan det ville have været med godt vejr, men generelt set er vi godt tilfredse med udviklingen, supplerer Niels Kristian Veggerby, der også er indehaver af virksomheden Gummibelægning ApS.

En virksomhed, der faktisk var den indirekte årsag til, at Laila og Niels i dag ejer de to campingpladser.

Trods en vejrmæssigt udfordrende sommer har der været fremgang på både Løgstør Camping og Myrhøj Camping.

- Da vi i sin tid startede med at købe Myrhøj Camping var det fordi, at jeg gerne ville bruge pladsen til min virksomhed. Men vi endte med at drive campingpladsen i stedet, og ja, så kom Løgstør Camping altså til siden.

- Men vi nyder livet som campingmutter og campingfatter, selvom der selvfølgelig er både gode og mindre gode dage. Sådan er det vel i alle job.

- Vi sætter også pris på at være med til at udvikle turisterhvervet i området, ligesom det er fantastisk at se, hvordan mange gæster vender tilbage år efter år, siger Niels Kristian Veggerby.

Annonceret indhold

Nyeste