Tre søstre strikker kulør på Møldrups madpakkehus

26. juli 2017 kl. 12.18

Møldrups tre flittigt strikkende søstre Jensen sætter i den grad kulør på Møldrups madpakkehus.

Madpakkehuset fremstår nu med spændende strik i alle regnbuens farver i firkanter, cirkler, strik i lange baner pyntet med blade, roser samt små fugle.

Og bag den usædvanlig udsmykning står altså ingen ringere end af Søstrene Jensens Strikkeklub.

Søstrene, der i øvrigt slet ikke heder Jensen, men derimod Jonna Kristensen, Linda Petersen og Annette Hougaard, mødes en gang om måneden.

Det gør de for at frembringe flot og farverigt strik til nogle af træerne i Baneskoven, når engang Kulturmilen står klar.

I mellemtiden har Søstrene Jensens Strikkeklub altså fundet anledning til at sætte lidt farver på Møldrup med deres spændende strik.

De kreative og strikkeglade søstre har allerede færdiggjort den første meter strik til udsmykningen af træerne i Baneskoven.

Og de fortsætter med at strikke, så de er klar til at gå i gang med at udsmykke træerne, når Kulturmilen er en realitet.

I mellemtiden venter Kunst- og Skulpturgruppen spændt på, hvad Søstrene Jensens Strikkeklub finder på af nye, farverige tiltag.

Angiveligt hygger Jonna Kristensen, Linda Petersen og Annette Hougaard sig med deres fælles interesse for at frembringe glad og inspirerende strik.

Og står det til Kunst- og Skulpturgruppen under Møldrup Borgerforening vil mange borgere tage turen ad Himmerlandsstien ud til madpakkehuset for at se søstrenes flotte frembringelser.

Gruppen håber selvsagt, at alle bidrager til at passe godt på udsmykningen, så den længe kan være til glæde for lokalbefolkningen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste