Tre kandidater melder sig hos Konservative i Rebild Kommune
Endnu tre kandidater har meldt klar til kommunalvalget for Det Konservative Folkeparti i Rebild Kommune.
Det er 31-årige Thomas Thorlak, som er vokset op i Suldrup og nu bor i Støvring med sin kone og to små børn på fire og to år.
Han blev udlært murer i 2006 og har de seneste seks år arbejdet for et lokalt murerfirma.
Thomas Thorlak sidder i sin anden periode i bestyrelsen for det Konservative Folkeparti Rebild og stiller nu op til byrådet. Han retter især fokus på børne- og unge-området.
- Det undrer mig lidt, at det pludselig kommer som et chok for en kommune i udvikling, at tilflyttere kan finde på at have børn med eller senere få det, og ikke på nogen måde har været forberedt herpå, bemærker han.
Lotte Holm er 43 år, gift og har tre børn. Hun har altid boet i Støvring.
Hun arbejder som lægesekretær på Aalborg Sygehus Nord.
Familiens ældste søn er multihandicappet og bor på institution i Støvring.
Lotte Holms politiske interesse kredser især om samfundets omsorg for ældre og handicappede og også over for de ansatte, der skal tage sig af de svage.
Endelig melder 45-årige Kim Dalsgaard Christensen melder klar.
Han og familien med to børn har boet i Støvring de sidste seks år.
Til dagligt arbejder Kim Dalsgaard Christensen som Chief Commercial Officer hos virksomheden Continia Software A/S i Aalborg.
Fritiden anvendes primært på familien, herunder børnenes aktiviteter i henholdsvis Støvring IF og Rold Orienterings Klub.