Travl åbningsdag hos nyt traktørsted i Helberskov
Det ny traktørsted i Helberskov, Lodsens Gaard, fik en forrygende start med mange gæster i de timer, stedet holdt åbent lørdag eftermiddag og aften. Blandt andre var der tre fra USA, som alle har en tilknytning til stedet.
De tre dansk-amerikanere, som er bosiddende i Californien, boede der som børn, en enkelt født på stedet.
De udvandrede som voksne til staterne og kom i denne omgang til Helberskov så betids, at de også kunne være med til Sct. Hans-festen fredag aften i Sandgraven, hvor de hilste på mange af de lokale borgere. Det samme skete lørdag eftermiddag i Lodsens Gaard, hvor et stort antal lokale også kiggede indenfor.
Bålfesten ved foden af Bjerget samlede ca 150 mennesker, der måtte opholde sig under halvtaget på grund af regnvejret, men lørdagen bød på flot vejr, så hovedparten af gæsterne i gården kunne sidde udenfor ved borde-bænkesættene, der er opstillet på pladsen mellem de fire længer..
De tre dansk-amerikanere kunne alle kende stedet udefra, men ikke indvendigt. De lavloftede stuer er udskiftet med et stort lokale, hvor der er blevet betydeligt højere til loftet.
I Helberskov er man også glade for det ny traktørsted og specielt for, at den firelængede gård, der var ved at forfalde, er blevet sat i stand.
I de kommende sommeruger vil stedet være åbent de sidste fire dage i hver uge.