Tradium-elever klogere på både kød og brint:
53 unge besøgte Danish Crown i Horsens og derefter Hobro-virksomhederne Hydrogen Valley og Hy Balance
HOBRO: En flok på ikke færre end 53 hhx-elever på Tradium Mariagerfjord blev en smule klogere på slagtning og brintproduktion under to virksomhedsbesøg.
Turen gik til gigantslagteriet Danish Crown i Horsens og derfra til Hydrogen Valley Hy Balance i Hobro.
- Det ligger i hhx-uddannelsens dna at arbejde anvendelsesorienteret og med virksomhedsnære problemstillinger, forklarer lærerduoen Tina Knuth og Kim Byrial, der henholdsvis underviser i virksomhedsøkonomi og international økonomi på Tradium Handelsgymnasiet i Mariagerfjord.
Danish Crown
Formålet med besøgene var for de 53 elever at knytte teori om værdikæder og logistik med praksis ved at studere forholdene på Danish Crowns topmoderne slagteri i Horsens.
Og efterfølgende gjorde eleverne status på den grønne omstilling Hydrogen Valley i Hobro.
På Danish Crown, der er Europas største svineslagteri, kørte produktionen i højeste gear på grund af de stigende afregningspriser på svinekød.
Eleverne fik et rigtigt godt indblik i, hvordan en så stor produktionsvirksomhed fungerer.
Merkantile kompetencer i spil
De fik hermed mulighed for at sætte deres merkantile kompetencer i spil.
- På Handelsgymnasiet Mariagerfjord giver vi blandt andet eleverne en lang række handelsmæssige og økonomiske kompetencer, som øger deres forståelse for, hvordan virksomheder optimerer produktion, logistik og distribution.
- Der var derfor spændende for eleverne at se, hvordan det foregår i praksis, fremhæver Tina Knuth, der underviser i virksomhedsøkonomi.
Hydrogen Valley
Efter det spændende slagteribesøg gik turen til Hydrogen Valley, hvor administrerende direktør Søren Bjerregaard blotlagde perspektiverne ved brintproduktion.
- En spændende ny energikilde, som kan bringe Hobro på verdenskortet i løbet af få år.
- Foredraget flugter meget fint med handelsgymnasiets fokus på innovative og bæredygtige løsninger i virksomhederne, fremhæver Kim Byrial, der underviser de unge mennesker i international økonomi.
Hy Balance
Skoledagen sluttede med et besøg hos Hy Balance i Hobro, hvor eleverne fik et førstehåndsindtryk af, hvordan brintproduktion i stor skala kan komme til at foregå.
- Vi er på handelsgymnasiet meget taknemmelige for, at virksomhederne på den måde åbner for besøg - ikke mindst kommunens egne virksomheder.
På kort sigt er det et win for eleverne - på langt sigt er jeg sikker på, det er et win-win for begge parter, bedømmer Kim Byrial.
Tradium
Som uddannelsesmæssigt kraftcenter udbyder Erhvervsskolen Tradium en række ungdoms-, voksen- og efteruddannelser inden for det merkantile og tekniske område: hhx, htx, eux, eud og amu.
Skolen beskæftiger ca. 460 medarbejdere.
Den underviser 2900 årselever på syv adresser i Randers, Hobro og Pederstrup.