Traditionsløb afsluttede sæsonen

Herregårdsløbet var Motorsport Nordjylland sidste ræs inden vinterpausen

17. november 2018 kl. 12.55

NYSUM: Rutinerede rat-jonglører fra hele Jylland stævnede til Ejnar Hessel - Herregårdsløbet 2018, da Motorsport Nordjylland (MNJ) afsluttede klubrally-sæsonen med himmerlændingenes traditionsrige arrangement, som har været afviklet uafbrudt gennem mere end 50 år.

- Mange klubrally-mandskaber ser frem til denne afrunding af årets sæson. Her på kanten til efteråret/vinteren giver det deltagerne ekstra udfordringer omkring dækvalg og ideallinjer, siger løbsleder Henrik Ladefoged i en pressemeddelelse.

Med udgangspunkt fra Erhvervsskolerne i Års blev startfeltet præsenteret for fem prøvearealer, som hver blev gennemkørt to gange.

Det lokale Aars-mandskab Kim og Maike Naujokat Jensen (Peugeot 206) gik til makronerne, og vandt standardbils-klassen med klassede dæk.

- Klassede betegner et Yokohama-dæk, som alle i klassen kører med. I al beskedenhed var vi hurtigere end alle deltagerne i klassen for frie dæk, siger Kim Naukokat Jensen.

Løbet var desuden en ekstra kolorit på DM for lærlinge, som blev afviklet på Erhvervsskolerne i Aars, og mange tilskuere benyttede muligheden for at kikke på lærlinge-konkurrence og motorløb.

Rookierne Kennet Larsen og Peter Bjørn Kristensen i Volvo 850 og scorede en tredjeplads i begynderklassen.

I rallybil-klassen op til 1,6 liters motorvolumen kørte MNJ’erne Christian André F.L. Christensen og Andreas Nielsen et fejlfrit løb i deres Peugeot 106, hvilket blev belønnet med en toer.

I samme klasse scorede klubkammeraterne Johnni Bragenholdt Christensen og Thomas Hjorth Østergaard en sjetteplads i deres nyerhvervede Peugeot 206. De fik ekstra strafsekunder ved en fejlkørt prøve.

Hurtigste MNJ-mandskab blev Niels og Inger Bjerre i Peugeot 306. De vandt klassede dæk-klassen for rallybiler over 1,6 liter, og blev nummer fire generelt. Samtidig hjemkørte de den traditionsrige Herregårdspokal som bedste MNJ-team.

I debutant-klassen vandt Thomas Vigh Sørensen og Jacob Bjerregaard (Peugeot 206 GTI) foran Johnny Nielsen og Tom Møller, som udgik med motorproblemer i deres VW Golf 4.

- Sædvanen tro betød det kølige efterårsvejr fugtigt og fedtet underlag på prøverne. Kørerne kæmpede derfor lidt med manglende vejgreb og hjulspind om formiddagen. Til anden gennemkørsel af prøverne var asfalten tørret op i det flotte november-vejr, hvilket bevirkede noget hurtigere prøvetider i 2. runde, siger Kim Naukokat Jensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste