Livet her

Tøjbutik solgte ud via Facebook

- Det gik forrygende godt, opsummerer butiksindehaver Jørgen Højslet, Buksesmeden i Løgstør

25. januar 2021 kl. 10:15

I erkendelse af at de aktuelle corona-restriktioner nok ikke bliver ophævet lige med det første, kan det være en god ide at være kreativ og prøve noget nyt.

Butikker, der ikke sælger dagligvarer, har nu været lukket for handel siden 25. december, og restriktionerne gælder foreløbig frem til 7. februar.

Hos Buksesmeden i Løgstør sidder man ikke på hænderne i den situation.

Søndag eftermiddag kl. 16 inviterede butikken til online udsalg i den lukkede butik i hovedgaden, hvor kun de ansatte var til stede.

Varerne blev præsenteret på Facebook, hvor man så kunne købe varen og betalte med mobil pay efter princippet ”første til mølle”.

Butikkens ejer, Jørgen Højslet bød velkommen og indledte præsentationen af nogle af de varer, der var til salg, hvorefter et par af de ansatte tog over.

Sønnerne Mathias og Martin var dem, der holdt styr på kundekontakten under online udsalget.

- Forrygende godt, lyder Jørgen Højslets kommentar ovenpå eksperimentet i weekenden.

- Nu fik vi prøvet, og det gør vi helt sikkert igen, siger ”Buksesmeden”, som også har butik i Fjerritslev.

Hokus Pokus med butikker i både Løgstør og Fjerritslev har tidligere afholdt lignende online udsalg to gange med udgangspunkt i Fjerritslev-afdelingen.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu