Billede beskrivelse

To Sommer­koncerter i Øster Hurup Kirke

06. juli 2017 kl. 15.00

Hvis man er til storladen, ekvilibristisk orgelmusik, er det Mariager Kirke - eller Aalborg. Hvis man er til små, intime og melodiøse orgelstykker, er det Øster Hurup Kirke!

To mandage i juli måned, 10. og 24., kan man søge ly for den brændende sol i den smukke kirke i udkanten af Øster Hurup.

Her vil den lokale organist, Troels Kold - ifølge annoncen begge dage kl. 14:00 - spille mindre orgelstykker fra alle tidsaldre og genrer - fra små præludier af Bach til operaarier og små klassiske klaver- og orkesterstykker transskriberet for orgel. Minikoncerterne vil have en varighed af ca. en halv time.

Umiddelbart efter koncerten er der fremvisning af det dejlige kirkerum fra år 1900, der med sit græske kors som grundform giver en fornemmelse af himmelhøj kuppel, hvor korset mødes i midten. Fremvisningen forestås af formand for menighedsrådet i Øster Hurup, Lis Jepsen, der vil fortælle om kirkens historie og inventar.

Før eller efter kan man gå sig en tur på den smukke kirkegård og se klokketårnet, som på det seneste har fået selskab af kapellets oprindelige spir. Og man kan se skulpturen, som er opstillet på de anonymes gravplads og er omgivet af smukt anlagte urnegrave. Skulpturen er lavet af kunstneren Knud Erik Christensen og forestiller "Solopgang" og "Solnedgang".

Og efter koncerterne kan man så gå hjem og lytte til de musikstykker, man kunne lide, i deres originale versioner, hvad enten det er klaver-, orkester- eller vokalmusik - stort set alt kan findes på nettet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste