To nye film i Løgstør Bio
Der er både Springsteen- og Disneyfilm på lærredet i Løgstør
LØGSTØR: Efter en typisk efterårsferieuge med overvægt af familiefilm bliver det i uge 43 atter hverdag i Løgstør Bio.
Det markerer biografen bl. a. ved at vise ”Blinded by the light” - om en britisk teenager med pakistansk baggrund, der bruger poesien som et middel til at flygte fra omverdenens intolerance og sin traditionelle fars stærke holdninger.
”Blinded by the Light” foregår i 1987 i Storbritannien, og beskriver, hvordan Javeds liv tager en total drejning, da en klassekammerat introducerer ham for Bruce Springsteens musik.
Det viser sig at blive Javeds nøgle til at lære at leve livet, forstå sin familie og finde sin egen stemme.
Den kommende uges anden nye film i Løgstør Bio er Disney-filmen: Maleficent: Mistress of evil
Der er gået adskillige år, siden biografpublikummet i eventyret ”Maleficent” fik løftet sløret for de begivenheder, der forhærdede hjertet på Disneys mest berygtede skurk og drev hende til at kaste en forbandelse over den nyfødte prinsesse Aurora.
I fortsættelsen ses der nærmere på det indviklede forhold mellem den hornede fe og den kommende dronning, der må indgå nye forbund og tackle nye modstandere i deres kamp for at beskytte Ellemosen og de fortryllede skabninger, der bor der.