To NM-titler til Hadsund-roere

27. juni 2017 kl. 11.27

HADSUND: Ikke helt uventet kan Hadsund Roklub smykke sig med to nordiske mesterskaber, efter at klubben i weekenden havde de to unge ro-talenter, Liane Vestergaard og Mikkel Knudsen, i aktion ved årets NM i Tampere i Finland.

Liane Vestergaard stillede ved NM-stævnet op i dobbeltsculler sammen med Mette Køcks fra Aarhus Roklub, og duoen understregede i Finland, at det på ingen måde var en tilfældighed, at det for nylig blev til en flot fjerdeplads ved EM i Tyskland. Liane Vestergaard og Mette Køcks dominerede fra start feltet og udbyggede støt og roligt føringen til et meget sikkert nordisk mesterskab.

I drengenes dobbeltsculler, hvor Mikkel Knudsen danner par med Adrian Flarup fra Roklubben Ægir i Aalborg, var der heller ingen slinger i valsen. Fra første til sidste åretag var den danske duo ganske suveræn i kampen mod de andre nordiske hold.

- At vinde NM var et vigtigt delmål for os.

- Nu gælder det sæsonens helt store mål - nemlig at opnå mindst en finaleplads ved VM til august, lyder det fra de to nybagte nordiske mestre fra Hadsund, Liane Vestergaard og Mikkel Knudsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste