Billede beskrivelse

Tilbagevendt Tjørnelund jagter stamplads

Jacob Tjørnelund ønsker spilletid i alle efterårets kampe

03. juli 2017 kl. 09.18

FODBOLD: Søndag opnåede han endelig kampminutter. Skader i ballen og senere lysken forpurrede forårssæsonen for Hobro IK’s Jacob Tjørnelund. Søndag fik den 25-årige Hobro-spiller, som netop har forlænget sin kontrakt, så knap en halv time i benene, da Hobro testede mod AGF.

- Der var selvfølgelig noget rust, som skulle bankes af, men det var faktisk ikke så vigtigt for mig. Det vigtigste var, at bentøjet holdt, siger Hobros nummer 4.

Op til træningskampen har Jacob Tjørnelund trænet fuldt med Hobro-holdet to gange. Han håber nu, formen forøges hurtigt nok, så han om to uger kan holde til 90 minutters fodbold i Alka Superligaen, når Hobro tager imod FC Helsingør i første runde.

For målet for efterårssæsonen er klart for den 25-årige Hobro-spiller.

- Jeg skal selvfølgelig spille hver gang. Det er derfor, jeg er her. Men om det bliver på kanten eller backen, må tiden vise. Hvis der er en god venstre kant, må jeg slå Björn Kopplin på backen af. Længere er den egentlig ikke, siger Jacob Tjørnelund.

Han håber, kampene falder på venstre back, men roser også tyske Björn Kopplin for en stærk forårssæson i Hobro.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste