Thomasberg ser flere grunde til nederlaget
Hobros cheftræner vil ikke pege på en enkelt faktor i søndagens nederlag mod AaB
FODBOLD: Søndag aften led Hobro deres blot andet hjemmebanenederlag i indeværende sæson af Alka Superligaen, da AaB tog en 0-1-sejr med hjem til Aalborg fra DS Arena. Og der er ikke et enkelt svar på, hvorfor Hobro ikke kunne stille mere op mod AaB i den kamp.
- Allerførst kommer vi jo til at løbe efter et resultat hele kampen igennem, som kommer til at stresse os. Og så er kvaliteten for dårlig. Når vi et par gange er oppe på de få chancer, vi har, så mangler der kvalitet og der mangler folk i feltet, lyder det fra Hobros cheftræner, Thomas Thomasberg, om kampen.
- Lad os sige det sådan, at vi ikke rammer vores dag. Folk prøver lidt derinde og kæmper lidt med at få det til at lykkedes. Så kommer der lidt usikkerhed, når nogle afleveringer og tæmninger ikke lige sidder? Jeg synes, at der er mange grunde til, at vi ikke lige ramte det niveau, vi har gjort i mange hjemmekampe.
Efter sådan et nederlag har cheftræneren svært ved lige at fokusere på de positive takter, der i det mindste var i eksempelvis defensiven.
- Lige efter en kamp er vi bare vildt skuffede over ikke at få noget med på hjemmebane, for det er her, vi skal hente klart flest point. Det er fint nok, at vi leverede et acceptabelt forsvarsspil, men lige nu er vi bare skuffede, siger han.