Tennisklub sætter rekord: - Vi rammer mange med vores tilbud
Skørping Tennisklub har i 2022 sat rekord i tilgangen af nye medlemmer de seneste fem år.
Med en stigning i antallet af medlemmer på 18% underbygger Skørping Tennisklub tendensen på landsplan, hvor der ifølge DGI og DIF i 2021 var en samlet stigning i tilgangen af medlemmer til tennis på 3,45%.
Formand for Skørping Tennisklub, Steen Madsen, tror, at den store tilgang blandt andet skyldes, at Skørping Tennisklub vægter det sociale fællesskab på tennisbanen højt.
- Vi har træning for både juniorer og nye seniorer, ”Aftertennis” om mandagen, hvor alle uanset niveau kan være med til både spil og spisning, konkurrencer med forskellige sværhedsgrader, hvor vi spiller mod andre klubber både for alvor og for sjov samt gode tilbud på medlemskab og udstyr til nye spillere til en pris, hvor alle kan være med. Så jeg synes, at vi rammer mange med vores forskellige tilbud, siger Steen Madsen.
Det er dog de garvede spillere i Skørping Tennisklub, der indtog præmiepladserne, da der blev spillet klubmesterskaber midt i september.
Vinderne af damedouble blev Merete Høgh Jensen og Agnete Lorentsen. I herredouble vandt Jørgen Olesen og Erik Lægdsgaard, og i mixdouble tog Agnete Lorentsen og Jørgen Olesen trofæet med hjem.