Tennisklub får 100.000 kr. af fond
Nordea Fonden støtter Aars Tennisklub med 100.000 kr. til ny padel-bane
AARS: Der har været et brændende ønske fra Aars Tennisklub om at fremtidssikre klubben ved at kunne tilbyde den nye fremadstormende padel-tennis - og nu kommer Nordea Fonden til undsætning med 100.000 kr. fra lokalpuljen, som skal hjælpe med, at ønsket kan gå i opfyldelse.
Direktør Steffen Ludvigsen og bankrådgiver Mioo Hathaw fra Nordea Aars har været forbi tennisklubben på vegne af Nordea Fonden for at overrække de mange penge.
Nordea Fonden støtter lokale projekter, som fremmer det gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur.
- Aars Tennisklubs projekt falder til fulde inden for disse kriterier, derfor er vi også stolte over, at Nordea Fonden bidrager til et fantastisk nyt anlæg sammen med klubbens tennisanlæg, siger Steffen Ludvigsen.
Tennisklubbens formand Jesper Hartvig Kristensen er glad for håndsrækningen.
- I Aars Tennisklub er vi utrolig glade og stolte over at blive bakket af Nordea Fonden med så stort et beløb. Vi har i snart 2 år arbejdet med et padel-projekt – først med to indendørs padelbaner, men da det ikke kunne realiseres, ændrede vi planerne til to udendørs padelbaner sammen med tre mini-tennis baner til gavn for forhåbentlig mange nye padel-medlemmer og vore mange nye medlemmer i alderen fem til ni år, siger Jesper Hartvig Kristensen.
- I klubben har vi også mødt utrolig stor opbakning fra det lokale erhvervsliv. Vi har allerede solgt 10 firmapakke, der ikke bare er med til at understøtte projektet økonomisk, men også aktivitetsmæssigt, da medarbejdere får mulighed for at spille, fortsætter Poul Erik Pedersen, der er kasserer i klubben.
For Aars Tennisklub bliver de kommende to-tre måneder spændende. De bliver afgørende for projektet samlede økonomi. Klubben håber på flere tilsagn fra fonde og flere lokale firmaer, der vil bakke op omkring projektet, så der bliver en rigtig god samlet pakkeløsning med økonomi og aktiviteter.
- I alt har klubben et mål om at indsamle ca. kr. 800.000 fra fonde og det lokale erhvervsliv, og det er vi meget fortrøstningsfulde over, at det nok skal lykkedes. Vi håber, at vi kan tage det første spadestik i maj måned, og det hele er klar senest til sommerferien med et stort åbent hus-arrangement, så byens borgere kan komme ud og se og prøve de nye faciliteter”, siger Jesper Hartvig Kristensen.