Teaterworkshop for børn og unge hos Fyrkatspillet
Forårsholdet hos Fyrkatspillets Dramaskole går lørdag i gang, hvor alle interesserede er meget velkommen.
Jytte Frederiksen fortæller om Workshoppen: Fyrkats Dramaskoles første weekend workshop er lørdag 3. marts og søndag 4. marts, hvor skuespilleren Mette Frank underviser. Vi vil i en opstartsfase og indtil videre - hvor det ikke muligt at oprette tre alders inddelte hold, som er planen på sigt. Ikke desto mindre er vi utroligt glade for, at vi kan invitere jer til denne første workshop af forhåbentlig mange.
Du skal kun medbringe en flaske drikkelse/vand. Du skal have noget behageligt tøj på, som du kan bevæge dig frit i.
Fyrkatspillet har en gratis dramaskole for børn/unge (10-25 år), der deltager aktivt som skuespillere og som er med i Amatørteatret enten i forestillingen i Vikingehuset på Fyrkat eller med i juleforestillingen på Hobro Theater.
Andre børn og unge er også velkomne til at deltage mod betaling. Underviserne i dramaskolen er uddannede skuespillere.
Teatret er en fantastisk verden, hvor alt kan ske. Vi vil arbejde med at udforske de mange muligheder gennem nogle enkle, legende og sjove øvelser. Øvelser, der samler gruppen, samtidig med at den enkelte deltager udfolder sit eget helt unikke talent.
Gennem lysten og glæden i arbejdet styrkes indlevelsesevnen, koncentrationen og nærværet, samtidig med at man i mødet med de andre styrker evnen til samarbejde og refleksion.
Mette Frank er uddannet fra Statens Teaterskole i 1998.
Arbejder som skuespiller og har medvirket i forskellige TV-produktioner, bl.a . "Dicte III", “Banken", “Badehotellet", “Lykke" og “Klovn". Hun har desuden optrådt på bl.a. Det Kongelige Teater, Aalborg Teater, Aarhus Teater samt på mindre scener rundt om i landet.
Underviser på kulturskolerne i Gentofte kommune og har desuden undervist i drama modtagerklasser i Gentofte kommune, samt i sociodrama for uledsagede mindreårige flygtningebørn. Har desuden fra 2012 - 2016 været fast underviser på Glad Teater, som består af skuespillere med særlige behov.