Team Hugo er ikke til at undvære
Hobro IKs ungdomsudvalg hædrer gruppe af særdeles ihærdige og flittige pensionister
HOBRO: -I udgør en gruppe mennesker, som vi overhovedet ikke kan undvære her i klubben.
Sådan lød Mads Justesens uforbeholdne ros, da han som optakt til Hobro IKs seneste hjemmekamp i superligaen bad Team Hugo om at træde frem i rampelyset.
For øjnene af sponsorer og indbudte gæster blev den lille snes pensionister i teamet hædret med "Byrådspokalen".
Den gives til en frivillig, der har ydet en særlig stor indsats for Hobro IK gennem året.
Men i år har HIK’s ungdomsudvalg valgte at uddele sin hædersbevisning til en lille snes frivillige med Hugo Schøn Christensen som teamleder.
Humørspredere
- Og den hæder er velfortjent.
- I lægger fliser, I renoverer tribuner, I hjælper med rengøring, og I diskuterer gerne holdopstillingen og tilbyder sågar at sætte holdet for Allan (Kuhn, cheftræner), fremhævede Mads Justesen, nu salgschef i klubbens professionelle afdeling.
Netop Team Hugo har en særlig plads i hjertet hos Hobro IK’s kamprekordholder med 340 optrædener i den gule trøje på grønsværen.
- Som spiller oplevede jeg jo personligt, hvordan I formår at sætte humør på tingene i perioder, hvor vi andre måske er lidt pressede ude på fodboldbanen.
- Det, man i den slags situationer har brug for, er nogen, der ikke ser så negativt på det hele.
- Og jeg følte personligt, at Team Hugo folkene løftede mit humør op i perioder, hvor jeg har følt, at tingene formede sig rigtig skidt for os, roste Mads Justesen.
Året rundt udfører Team Hugo alverdens praktiske opgaver på DS Arena både i weekenderne i forbindelse med Superliga-holdets hjemmekampe, men også i hverdagen, hvor der ikke hviles på laurbærrene.
Masser af opgaver
Opgaverne består i alt lige fra at rengøre tribunerne på DS Arena, dække borde i Jutlander Bank Loungen til at lægge fliser og vedligeholde faciliteterne.
Arbejdet udføres altid med højt humør og afsluttes gerne med rundstykker og en lille skarp.
Teamet var også på plads, da 2200 blå plastiksæder skulle pakkes ud, lægges på plads og skrues fast inden premieren på den nye Jutlander Bank siddetribune i december 2015, hvor Randers FC kom på besøg.
Ved den lejlighed afslørede teamleder Hugo Schøn Christensen tilblivelsen af den ihærdige skare hjælpere hen over pensionsalderen:
Sådan opstod teamet
- Vi opstod helt tilfældigt, da der var brug for hjælpende hænder til at montere rullebander, dengang vi spillede i første division. Længe før superligaen kom på tale.
- Men så rykkede vi op, og straks efter oprykningsfesten mod Hvidovre fjernede vi rullebanderne, fordi hele grønsværen skulle skrælles af og lægges om.
- Vi stillede otte-ni mand, så det var hurtigt overstået.
- Men så fik vi øje på Gunnar Dahl, der plejede at gå alene og rydde op - og tilbød at hjælpe til.
- Siden har vi været der for at rydde op dagen efter alle hjemmekampe, og fremmødet har været fint, hvad enten vi har vundet eller tabt, berettede Hugo Christensen.
- Men der er altid mange frivillige i sving på stadion både før, under og efter hjemmekampene.
- Vi er langt fra de eneste, understregede lederen af Team Hugo.
- Og dét navn har de andre altså fundet på, bedyrede Hugo Schøn Christensen.