Taknemmeligt ægtepar donerer hjertestarter til redningsmænd
Som tak for hjælpen har Holger Mousten og Solveig Nyhave Poulsen doneret en hjertestarter til træningscenteret BeneFit i Hobro
HOBRO: Der var lutter smil, da træningscenteret BeneFit i Hobro ved en lille sammenkomst markerede, at de nu råder over deres egen hjertestarter.
Hjertestarteren er doneret af Holger Mousten og Solveig Nyhave Poulsen som tak for personalets store indsats, da 82-årige Holger Mousten faldt om med en blodprop i centret.
Det gjorde han 12. september, og her spillede lægebilens hjertestarter sammen med centrets personale en afgørende rolle for Holger Moustens overlevelse.
- Holgers liv er meget mere værd end det en hjertestarter koster. Kan vi bidrage til, at BeneFit står bedst muligt rustet, hvis en lignende situation skulle opstå, har vi gjort vores indsats for at hjælpe andre, siger Holgers hustru Solveig Nyhave Poulsen.
Centrets personale var samlet, og der var lejlighed til at tale hele den skræmmende hændelse igennem, som heldigvis fik en lykkelig udgang.
- Man bliver meget mere taknemmelig for livet, når det på den måde har været taget fra en, siger Holger Mousten.
Han er fortsat mærket efter blodproppen, men glæder sig til at komme tilbage i træningscentret, når hans kommunale genoptræning er veloverstået.