Strikkekunst brændt af i Møldrup
I madpakkehuset i Møldrup blev der først i juli opsat farverig strikkekunst, men der gik ikke ret langt tid, inden det første afbrændingsforsøg, og efter mindre end en uge blev resten revet ned og brændt af på bålpladsen ved madpakkehuset.
Brandstifterne havde revet strikken på de to stolper ned og brændt det på bålpladsen. Oldermanden i Møldrup Borgerlaug kunne senere aflevere de sørgelige rester til Søstrene Jensen.
Søstrene har meldt ud, at de ikke vil være med mere. De har brugt utrolig mange timer på det, og selvom de har fået meget fine kommentarer om de smukke arbejder, der blev hængt op, bliver der ikke tale om at gentage forsøget, ligesom der sandsynligvis heller ikke kommer strik op i forbindelse med Kunstmilen, men det vil næste møde i kunst- og skulpturgruppen afklare.
- Det er frygteligt trist, at kunsten ikke kan få lov til at være i fred i det offentlige rum, og det giver stof til eftertanke, at vi er nødt til at tage den slags med i vore overvejelser, når det drejer sig om kunst til Kunstmilen, der gerne skulle være et spændende sted for Møldrups borgere, når hele områdefornyelsen er tilendebragt, siger kunst- og skulpturgruppe under Møldrup Borgerforening.
Strikkekunsten var ellers til glæde for mange, og Søstrene Jensen nåede at få mange positive kommentarer. Udsmykningen havde også tiltrukket besøgende fra andre byer, men alle nåede ikke at se det færdige resultat.
Hvis nogen har oplysninger om hændelserne er de mere end velkomne til at rette henvendelse. Politiet er underrettet om sagerne.