Store skiftedag på gymnasiet
Farvel til gamle klassekammerater og goddag til nye
I forbindelse med månedsskiftet var der forleden dømt skiftedag på Vesthimmerlands Gymnasium og HF i Aars: De fem grundforløbsklasser, som de nye gymnasieelever efter sommerferien ganske vilkårligt blev placeret i, blev opløst, og i stedet oprettedes studieretningsklasserne 1a, 1k, 1x, 1u og 1s.
Det skete omkring kl. 9, efter at eleverne i den første lektion var mødt op i deres gamle klasse, hvor de spiste morgenmad sammen og sagde farvel til hinanden.
Efter at de nye klasser var formeret, gik resten af fredagen med at udarbejde præsentationer af hinanden, lave et kommunekort over, hvor klassekammeraterne bor samt en fødselsdagskalender. Alt sammen styret af teamlærerne. Dagen blev rundet af med sandwich.
Før i tiden havde de nye elever valgt studieretning inden optagelsen på gymnasiet. Dermed skulle gymnasiets skemalægger, Carsten Poulsen, kun i sving en enkelt gang. Som det er nu, har han først lagt et skema inden skolestart, og så har han lige haft en travl periode med at få skemaet for de nye klasser klar til 1. november, efter at eleverne har valgt studieretning i slutningen af det tre måneder lange grundforløb.
Samtidig har han i løbet af grundforløbet måttet skemalægge en række ”studieretningsdage”, hvor de fem grundforløbsklasser blev delt op i grupper på fem, der blev sat sammen på tværs af hele årgangen i et sindrigt turnussystem, så hver elev har haft lejlighed til at arbejde med nogle af de studieretninger, der kunne være aktuelle for vedkommende.
Det har heller ikke været let for rektor Jette Rygaard at få elevernes ønsker og klassedannelsen til at gå op i en højere enhed.
Hun har måttet operere med ”papegøjeklasser”, altså klasser med elever fra forskellige studieretninger, der læser nogle fag sammen og i andre lektioner har forskelligt program.
I den nye 1a er der således elever fra studieretningerne Sprog og Kultur (med enten tysk eller fransk som andet fremmedsprog) og Musik og Kreativitet.
1k rummer kun studieretningen Sundhed og Biotek.
1s er tilsvarende betegnelsen for studieretningen Samfund og Verden med samfundsfag og engelsk på højt niveau.
1u er også en samfundsfaglig klasse. Her med samfundsfag og matematik som kernefag. Den slags elever findes der også nogle af i ”papegøjeklassen” 1x, der desuden har elever fra studieretningen Natur og Videnskab med enten fysik eller kemi som valgfag.
Alle har på den måde fået deres ønsker opfyldt i forbindelse med studieretningsvalget, og efter de netop afholdte prøver i henholdsvis almen sprogforståelse og naturvidenskabeligt grundforløb kan arbejdsroen i studieretningerne nu sænke sig.
Skemalæggeren har også fået sig en normal arbejdsdag igen!