Stor ros til aktørerne i Kanal Gourmet og Kultur Rally
LØGSTØR: Succesen omkring deltagelsen i Kanal Gourmet & Kultur Rally 2025 er allerede stor. Halvdelen af pladserne til næste års rally er solgt. Arrangørerne, Lions Club Løgstør, forventer, at der måske allerede inden jul kan meldes udsolgt. Hvis den teori holder stik, vil det være et halvt år før, det i år blev meldt udsolgt.
- Tilbagemeldingerne fra dette års deltagere har været yderst positive. Deltagerne roser arrangementet i høje toner og giver udtryk for, at de vil anbefale andre at deltage. Ligeledes påtænker mange at tilmelde sig Kanal Gourmet & Kultur Rally igen i 2025.
- Flere nævner også, at de vil benytte arrangementet til en utraditionel måde at fejre fødselsdag eller en anden mærkedag på. Det skyldes, at der er en anderledes og uformel måde at arrangere en fest på, fortæller tovholder Thorkil Baattrup-Andersen fra Lions Club Løgstør, som omhyggeligt har gennemgået spørgeskemaerne.
- Deltagerne er yderst overraskede over det brede indhold, som arrangementet byder på, og alt det, de oplevede på ruten. Der har været stor ros til de mange, der har uddelt smagsprøver på mad og drikkevarer, til de medvirkende kunstnere og til den herlige musik, der blev spillet. Ikke mindst det afsluttende kagebord på Pavillon Christiansminde, som betegnes som Danmarks største, har gjort indtryk.
-Vi må erkende, at Kanal Gourmet & Kultur Rally er som en luksusliner, der kommer til byen. Besætningen udgør cirka halvdelen af de passagerer, der er ombord. Vi tilbyder 307 pladser til deltagere og har cirka 152 frivillige og ulønnede, der arbejder med planlægning og afvikling. En aktivitet, der kun kan gennemføres, fordi alle involverede bakker positivt op omkring at give deltagerne en stor og helhjertet oplevelse, fortæller tovholder Thorkil Baattrup-Andersen fra Lions Club Løgstør.
-Herligt at vi sammen med øvrige ildsjæle i Løgstør og omegn kan præsentere et super engageret område og et stærkt sammenhold. Den fælles opbakning gør indtryk på både deltagere og guider.
- Man kunne måske tænke, at de blot gentager tingene, men nej. Der sker hele tiden noget nyt i Løgstør og på den rute, man bevæger sig på. Kommer der nyheder om den renovering, der er planlagt ved Frederik d. VII’s Kanal? Er udvidelsen af havnen i Løgstør kommet i gang, og hvordan går det med det planlagte nybyggeri på havnen?
- Løgstør er en by, hvor der altid er gang i noget, og historierne er derfor uudtømmelige, slutter Thorkil Baattrup-Andersen, som har det overordnede ansvar for arbejdsgruppen i Lions Club Løgstør omkring afviklingen af Kanal Gourmet & Kultur Rally 2025.