Helle Aagaard og René Højen, Skørping Mægleren Højen & Aagaard.
Livet her

Stor optimisme: Udfordringer stopper ikke de gode handler

03. december 2022 kl. 12:04

Stigende renter, længere liggetid og forventninger om fald i priserne. Følger man lidt med i meldingerne fra boligmarkedet, er det ikke ligefrem de positive historier, der står i kø i øjeblikket.

Ofte er sådanne meldinger dog primært baseret på tendenserne fra storbyerne, hvor udsvingene traditionelt er mere markante – både de positive og de negative.

Derfor besluttede vi at spørge fire lokale ejendomsmæglere - med hjemsted i Skørping, Støvring, Terndrup og Hadsund - om deres oplevelser af boligmarkedet lige nu – og her er der, trods et udfordrende efterår, stadig masser af optimisme og fornuftig gang i handlerne.

Vi starter hos René Højen, ejendomsmægler, MDE, hos Skørping Mægleren Højen & Aagaard:

- Vi har haft god efterspørgsel og ganske fornuftigt salg i 2022. Vi skal faktisk nogle år tilbage for at finde lige så gode salgstal i vores forretning. Køberne er i markedet, de er klar, men beslutningerne træffes ikke lige så hurtigt som tidligere.

- Lige nu mærker vi lidt mere stilhed end tidligere på året, men det skyldes nok primært årstiden. Der bliver handlet huse i november og december, men det er ikke de måneder, der sælges flest huse.

Anders Nymand Andersen og Lisa Mikkelsen, Home Støvring.

René Højen forventer bestemt, at der igen efter nytår bliver tryk på, hvilket han begrunder med, at der er mange, der har været afventende i forhold til, om renten ville forsætte med at stige, eller den har fundet sin top. Her siger mange økonomer, at den lange rente har toppet, og samme spådom om inflationen, hvor der er tegn på, at det værste nu er overstået.

- Så hvis du vil sælge, får vi stadig gode priser lokalt. Skal du købe, så gør det, hvis du har behovet – det skal nok vise sig at blive en god investering. Priserne stiger ikke i øjeblikket, men allerede fra 2025 forudser Det Økonomiske Råd prisstigninger på boligmarkedet på 5,8 procent årligt frem til 2030, fortæller René Højen.

Hos Home i Støvring lyder det fra Lisa Mikkelsen, indehaver og ejendomsmægler MDE:

- Vi kan godt mærke, at køberne tænker mere over tingene nu. De stigende priser på alting og en højere rente sætter sig i hverdagen. Vi har færre fremvisninger. Til gengæld er det mere seriøse fremvisninger, vi har nu.

- Sælgerne ved godt, at køberne er mere usikre, og de kommer dem også i møde i forhandlingerne, men alt i alt skal vi arbejde mere for at få handlerne på plads, og der er færre handler, end der plejer. Heldigvis ser renten og energipriserne lige nu ud til at have toppet og faktisk også faldet.

- Boligrenten er dykket fra 6 procent til 4 procent, og det giver køberne mulighed for at få mere bolig for pengene eller mere luft i økonomien som boligejer.

Lisa Mikkelsen fortæller også, at der er kommet flere boliger at vælge imellem, hvilket er positivt, men hun påpeger alligevel, at udbuddet til salg er omtrent det halve af, hvad det var for fem år siden. Desuden fortæller hun, at husejere, der skal sælge – på grund af de højere renter – ofte kan indfri lånet med en kursgevinst og dermed stå med flere penge i hånden efter salget. Penge der kan bruges, når der igen skal købes ny bolig.

- Det hele er kommet meget pludseligt, og vi skal vænne os til de nye tider efter en usædvanlig travl coronatid, og så skal det nok begynde at lysne igen.

- Mit bedste råd til folk med boligplaner er at fokusere på, hvad der betyder noget for dem. At købe en bolig handler om vigtigere ting end ren økonomi. Det handler om drømme og behovet for et hjem til din familie. På den lange bane er det sjældent, at du taber penge på at eje din bolig, fortæller Lisa Mikkelsen.

Hos EDC Carsten Bech i Terndrup lyder meldingen:

- Vi kan bestemt godt mærke, at boligmarkedet i efteråret har været tilbageholdende.

- Men det er også tydeligt, at der stadig er mange købere på markedet, men hvor der før var mange, der skulle ud for at sondere terrænet, er køberne i dag meget mere afklarede.

Carsten Bech, EDC Terndrup.

- Det betyder, at kommer det rigtige hus til de rigtige penge, er køberne måske ovenikøbet ekstragode til at slå til nu. Så der er bestemt stadig aktivitet og gode handler, fortæller Carsten Bech, der ligeledes har en klar forventning om, at når priserne på blandt andet energi og de lavere renter vender tilbage, så vil vi hurtigt se et mere normalt marked igen.

Hos Nybolig i Hadsund lyder det fra Rasmus Skeel, ejendomsmægler og indehaver:

- Vi har oplevet et blandet efterår. Frem mod oktober dykkede det lige så stille og i oktober måned havde vi en meget træls periode. Det har dog allerede vendt sig igen, til at vi i november og december ser ind i et mere almindeligt marked og jeg forventer stærkt, at markedet i 2023 kommer til at ligne et normalt marked. Renten er allerede faldet og de store revisorer spår om inflation på omkring 1 procent i 2023, så jeg har en god forventning til året, der kommer.

Rasmus Skeel, Nybolig Hadsund.

- Den største udfordring vi ser i dag, er, at medierne virkelig gør markedet dårligere end det er. Det sætter sig hos køberne, der giver væsentlig lavere bud, end de tidligere har gjort, og sælgerne er naturligvis ikke klar til at give deres hus væk. Derfor er udfordringen at få sælger og køber til at mødes på et rimeligt niveau for begge parter, slutter Rasmus Skeel.

Annonceret indhold

Nyeste