Stor interesse for ny bålhytte

Flere hundrede var mødt frem til indvielsen i Rebild Bakker

22. oktober 2018 kl. 15.06

REBILD: Fredag formiddag var den store dag kommet, hvor Rebild Kommune endelig kunne indvie sin nye tipiformede bålhytte og naturlegeplads i Rebild Bakker officielt.

Det var en begivenhed, der i det flotte lune efterårsvejr med solskin fra oven havde trukket rigtig mange deltagere, primært familier i flere generationer.

For efter den officielle del af indvielsen med et par korte taler var der nemlig tre timer frem arrangeret et væld af sjove aktiviteter omkring bålhytten samt rundt i Rebild Bakker.

Det var Rebild Guiderne der stod for denne del, og de stod klar til at udfordre familierne med en række sjove opgaver og konkurrencer.

Det var både udhuling af græskar og udformning af kastanjedyr, mens konkurrencedelen gjaldt ni forskellige opgaver, hvor deltagerne skulle bevæge sig rundt i naturen i Rebild Bakker, mens de løste dem.

Naturvejleder Søren Risborg stod også klar til lige efter selve indvielsen at inviterer de allermindste deltagere med rundt for at finde fugleedderkopper, som måske gemte sig et eller andet sted i bakkelandskabet.

I sin velkomst- og indvielsestale kunne borgmester Leon Sebbelin ikke undlade at påpege, at der lå rigtig mange års idéudvikling og planlægning bag realiseringen af bålhytten og naturlegepladsen i Rebild Bakker.

- Allerede tilbage i 1990’erne var jeg med til de første drøftelser i Skørping Erhvervsråd, hvor der blev snakket om mulighederne for at skabe forskellige nye tiltag for at tiltrække flere gæster i Rebild Bakker.

- Man siger godt nok at den der venter på noget godt, kan ikke vente længe nok, men som her med omkring 20 år synes jeg dog nok er lidt rigeligt, bemærkede Leon Sebbelin.

I anledning af indvielsen bød FDF’erne og Cimbrer Spejderne alle de mange hundrede fremmødte på både grillede pølser med brød og græskarsuppe indenfor i bålhytten, mens dagens gæster selv skulle bage deres pandekager over gløderne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste