Støvring stiller skarpt på byens julebelysning
Det nuværende julebelysning synger sidste vers. Så Støvring Handen & Erhverv er gået i tænkeboks
STØVRING: Lige nu stråler Støvrings julebelysning og generelle juleudsmykning på flotteste vis, mens der er godt gang i julehandelen i byens butikker. Alt er med andre ord, som det skal være.
Men bag den flotte udsmykning lurer en udfordring.
- Vi har fået at vide fra vores elektriker, at det er sidste år, at vores julebelysning kan sættes op i den nuværende form. Det kan simpelthen ikke holde til en sæson mere, fortæller Lisa Kjær, der er formand for Støvring Handel & Erhverv, som står bag julebelysningen.
- Derfor er vi allerede nu gået i tænkeboks, for at finde ud af, hvad vi skal gøre. Vi har 230.000 kroner i vores forening øremærket til at forbedre julebelysningen. Penge som medlemmerne af Støvring Handel & Erhverv har bidraget med i årenes løb via deres kontingent. Desværre er beløbet ikke nok. Vi skal mindst bruge det dobbelte for at få julebelysningen helt up-to-date. Altså omtrent 500.000 kroner.
- Vi har derfor planer om at søge nogle forskellige fonde, ligesom vi vil arbejde på en crowdfunding-løsning, hvor vi vil spørge både virksomheder og private om de vil spytte lidt i kassen. Vi har dog ikke detaljerne på plads, men det bliver et fokusområde, som vi hurtigt tager hul på i 2020, fortæller Lisa Kjær, der håber og tror på en god opbakning.
- Selvom vi først komme til at lave nogle initiativer omkring indsamling til julebelysningen engang i det nye år, det kunne eksempelvis være i forbindelse med havnefesten til sommer, så håber vi, at byen vil huske hvor vigtigt det er for stemningen og hyggen i byen i december måned, og dermed bakke op, siger Lisa Kjær, der også nævner, at der også godt må tænkes på klimaet, når Støvring i fremtiden skal dresses op til jul.
- Vi bør helt klart tænke i nogle klimarigtige løsninger. Det gælder både med hensyn til julebelysningen og byens juleudsmykning generelt. Her kan alt komme i spil. Eksempelvis er det jo ikke særligt klimavenligt, at fælde store træer og sætte dem op i en måned, for bagefter at smide dem ud. Her skal vi måske tænke på en løsning, der kan genbruges år efter år, slutter Lisa Kjær.