Billede beskrivelse

Stemning og solskin - så hvorfor var de kun 135?

02. september 2022 kl. 09.27

Hadsundløbet blev afviklet i et flot, næsten sommeragtigt vejr med høj solskin og næsten helt vindstille, måske en af de vejrmæssigt bedste dage i Hadsundløbets lange historie. Arrangør var Mariager Fjord Orienteringsklub i samarbejde med Sportigan.

Stemningen både før, under og efter løbet var helt i top på stævnepladsen på Torvet, den centrale plads midt i Hadsund by. Det var også her, der var udlevering af startnumre til de 135 deltagere og efterfølgende en gratis løbe-t-shirt skænket af Nordeafonden.

Billede beskrivelse

Stævneleder Jens Chr. Dalgaard fra Mariager Fjord OK gav som optakt til løbet nogle få instruktioner, hvorefter løberne blev sendt af sted på de tre distancer. Ude på ruterne kunne deltagerne på både 5,5 km og 10,5 km tanke op med væske.

Tilbage i selve målområdet på stævnepladsen var der frisk frugt, saft og vand til alle deltagere, sponsoreret af Super Brugsen, Hadsund. Både på stævnepladsen og et centralt sted ude på ruten var fire lokale folk fra Beredskabet Mariagerfjord på plads. Heldigvis fik de ikke travlt, og kunne derfor kategorisere skaderne i småtingsafdelingen.

Billede beskrivelse

Urmager Knud Erhardsens vandrepokal, stiftet i 2000, skænkes til største holdtilmelding. Det blev i år Spentrup Hygge og Motion med 11 løbere på holdet.

Navnene på samtlige 40 gruppevindere, som fik de eftertragtede ”Hadsundløbet-medaljer”, kan som altid findes på løbets hjemmeside: www.mfok.dk.

De bedste løbere på de tre distancer

3,3 km. op til 14 år:

Piger: Ingrid Thorup Kjærgaard, Vindblæs Friskole i 17.51.

Drenge: Sune Uhrenholt, Skørping i 18.01.

5,5 km. for alle:

Damer: Johanne Thorup Kjærgaard, Vindblæs Friskole i 26.32.

Herrer: Marc Østergaard, Aalborg i 24.36.

10,5 km. fra 15 år og op:

Damer: Natalie Østergaard, Hobro i 52.51.

Herrer: Leon Lynnerup, Runners DK Spentrup i 41.34.

Yngste deltager var i øvrigt blot en lille pige på halvandet år i barnevogn, som fik lidt hjælp af forældrene til at skubbe den, især op ad bakke på ruten.

I den anden ende af aldersskalaen var en kvindelig løber på 80 år ældste deltager, og begge disser deltagere er en klar indikation på, at løbet er for alle motionister uanset alder og løbeform.

Billede beskrivelse

Arrangørerne vil her efterårets løb bruge en del tid på at evaluere, idet et deltagerantal på 135 løbere ganske enkelt er alt for få. Rekorden fra 2012 på 879 deltagere synes langt væk.

At skolerne i området ikke længere bakker op om løbet er en ting, men at idrætsforeninger, forretninger og virksomheder heller ikke stiller op, undrer stævneledelsen meget.

Derfor venter et godt stykke arbejde for stævneledelsen bestående af Palle Justesen, Sportigan Hadsund og de tre fra arrangørklubben Mariager Fjord Orienteringsklub, Erik Nielsen, Keld Østergaard og Jens Chr. Dalgaard, der alle som én håber at kunne holde liv i byens ældste motionsløb i årene fremover.

Løbsdato for næste år blev meldt ud til de fremmødte løbere og er torsdag 7. september 2023.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste