Billede beskrivelse

Stafet for Livet spredt over hele kommunen

Målet er igen i år at indsamle mindst 100.000 kr. til Kræftens Bekæmpelse

11. marts 2021 kl. 10.01

Selv om genåbningen af Danmark så småt er begyndt, er der stadig et pænt stykke vej til, at alle er vaccinerede, og vi kan mødes op til 1000 mennesker.

Derfor bliver årets Stafet for Livet-arrangement i Vesthimmerland - ligesom i fjor - også spredt ud over hele kommunen.

Men en stafet - det bliver der. Datoen er fastsat til 12. juni, og tilmeldingen er netop åbnet.

- Coronaen har taget meget fokus det seneste år. Men vi må heller ikke glemme kræftsagen og de mange kræftpatienter, der fortsat lever med et håb om hjælp til en stadig bedre behandling.

- Det er grunden til, at vi ikke bare udsætter Stafet for livet.

- Sidste år formåede vi trods alt at sende mere end 100.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse, og det mål går vi efter igen, siger Pernille Haurum, der er formand for Stafet For Livet Aars.

Det er arrangørernes klare forventning, at man i hvert fald kan mødes flere end fem personer, når vi kommer til den 12. juni.

Så selvom det heller ikke i år bliver muligt at samle alle stafet-deltagere til et stort fællesarrangement i Aars Lystanlæg, så forventer Pernille Haurum og de øvrige lokale Stafet For Livet-arrangører alligevel, at mange vil tilmelde et hold og afholde deres egne små lokale stafetter rundt om i kommunen.

Det kan være i en privat have - eller i en by.

Og som inspiration vil Stafet For Livet Aars snart offentliggøre hele 38 egnede ruter i Vesthimmerland med stier, madpakkehuse eller shelters, som kan anbefales til formålet.

Er man ikke del et hold, kan man også tilmelde sig på et åbent hold sammen med Pernille Haurum.

Deltagergebyret er 100 kr. for voksne og 50 kr. for børn, og alle indsamlede midler går til Kræftens Bekæmpelse.

Tilmelding til Stafet For Livet sker via hjemmesiden www.stafetforlivet.dk/stafet/aars

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste