Sponsorløb gav kroner i kassen
ASSENS: AssensBeløbet har for længst vist sig som en givtig indtægtskilde for lokalsamfundet.
I forbindelse med årets Borgerforeningsfest i Assens blev arrangementet afviklet for ottende år i træk, og et hold glade arrangører kan efterfølgende melde om hele 340 deltagere og et overskud på 32.000 kroner.
- Vi er ovenud tilfredse med både afvikling, deltagerantal og overskud. Og ikke mindst var det skønt at se alle de glade børn og motiverede forældre, erklærer Charlotte Brix, som er en af folkene bag AssensBeLøbet 2018.
Årets udgave af Assens BeLøbet blev skudt i gang af folketingskandidat Anne Honore Østergaard (V).
- Det var en rigtig hyggelig dag, som med tydelighed viste, at Assens er en by med stort sammenhold og fællesskab, vurderer hun.
Hvad overskuddet fra det kombinerede løb og cykelløb skal bruges til, er der endnu ikke taget konkret stilling til.
Arrangørerne håber, at Assens-borgerne i den kommende tid vil bidrage med gode ideer, ønsker og frivillig arbejdskraft, som kombineret med de 32.000 kroner kan være med til at skabe fornyet bevægelse i og for byen.
Allerede nu ligger det fast, at Assens BeLøbet naturligvis også afvikles i sensommeren 2019.