Billede beskrivelse

Spejderne i Hammerhøj inviterer til sankthans

20. juni 2018 kl. 13.15
Opdateret kl. 14.33

DDS Spejderne i Hammershøj indleder sankthansaften allerede klokken 18 ved Spejderhuset, Jernbanegade 27 i Hammershøj.

Her holder Kim Daubjerg Hansen, forstander på Tjele Efterskole, båltale klokken 19.15, hvorefter bålet - måske - tændes.

Det fordrer i sagens natur, at det øjeblikkelige optændingsforbud ophæves.

- Hvis vi ikke må brænde bål, vil der i stedet være forskellige aktiviteter og lege for børnene, salg af pølser, brød, kaffe og kage samt øl og vand, bebuder Spejderne i Hammershøj.

De overtog for godt et år siden Spejderhuset, som man er godt i gang med at forbedre.

Spejderhus forbedres

Huset er blevet malet, døre og vinduer er skiftet, og huset har fået ny port.

Udover spejdersysler anvendes huset af lokale dagplejere og petanque klubben.

- Det er dejligt, at huset har flere anvendelsesmuligheder til stor glæde og gavn for både hele byens befolkning, erklærer spejderledelsen

I nærmeste fremtid får udearealerne en tiltrængt omgang.

Planerne går på at opføre en bålhytte, et brændeskur, ny belægning omkring spejderhuset og på at omlægge det grønne område.

Til glæde for mange

- Det ser vi meget frem til komme i gang med, fordi det vil skabe glæde for ikke alene spejderne, men for alle byens borgere i alle aldre, lyder det fra Spejderne i Hammerhøj.

De tæller 75 medlemmer - heraf 11 frivillige ledere.

Husk at tage bestik af vejret - og medbring eventuelt tæppe og stol.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste