Billede beskrivelse

Spejderhæder med forsinkelse

03. juli 2018 kl. 12.58

STØVRING: Hvad blev der egentlig af de seks drenge, som 1. marts 1946 gik sammen om at danne spejderpatruljen "Egernet" i Støvring.

Det spørgsmål lykkedes det aldrig rigtig at få besvaret, da Det Danske Spejderkorps i Støvring for et par år siden fejrede 70 års jubilæum, men ad snørklede veje er det nu lykkedes at få kontakt med en af de gamle Støvring-spejdere.

Pludselig en dag indløb der et telefonkald fra Falster, hvor den ene spejder i dag bor sammen med sin kone.

- Og det var en kæmpestor oplevelse at tale med Kai Peter Klæstrup Nielsen, som den første patruljeleder hedder.

- Vi fik snakket en del om starten af vores spejdergruppe, om hvordan vi fik navnet "Cimbrerne" og meget andet spændende, fortæller den nuværende gruppeleder Birgitte Wilsted Simonsen.

Kai Peter Klæstrup Nielsen har i dag rundet de 88 år, men lever fortsat op til det gamle motto "En gang spejder, altid spejder". Efter at have lokaliseret den gamle patruljeleder tog spejderne i Støvring kontakt til korpskontoret og fik udvirket, at Kai Peter Klæstrup Nielsen skulle have overrakt Det Danske Spejderkorps’ Hæderstegn for det store arbejde, han har gjort i Støvring og efterfølgende både i Kokkedal på Sjælland og i Øresund Division.

Opgaven blev overladt til Det Danske Spejderkorps i Nørre Alslev på Falster, der er den nærmeste spejdergruppe, og en aften i juni blev hæderstegnet overrakt til Kai Peter Klæstrup Nielsen sammen med en buket blomster til hans kone, Kirsten.

Det forlyder fra Falster, at der var en meget stolt tidligere spejder, der på denne måde fik tak for det arbejde, han indledte i Støvring for nu over 70 år siden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste