Godt 60 DDS-spejdere fra Støvring var med på lejr på Jamborettepladsen ved Store Økssø. Privatfoto
Livet her

Spejdere fik flyttet grænser

28. maj 2018 kl. 14:05

ROLD SKOV: Spejdere er sådan nogen som sover i telt, laver mad over bål, og ellers bare er ude i naturen.

Denne lidt generelle opfattelse af spejdere levede Det Danske Spejderkorps fra Støvring til fulde op til, da spejderne for nylig var på sommertur i Rold Skov.

De godt 60 spejdere fra DDS Støvring fyldte ikke meget på Jamborettepladsen ved St. Økssø, som uden problemer kan rumme op til 2000 personer i telt.

Mini-spejderne arbejdede bl. a. med at lave en type ringspil - og med at undersøge naturen i Rold Skov.

Junior-spejdere og trop-spejdere skulle klare en tur på godt 10 km rundt i Rold Skov afsluttende med en overnatning i det fri. En række tjekpoint skulle passeres undervejs, inden spejderne fuldt lastet med alle deres ting ankom til shelterne ved Mosskov Pavillionen.

Den ene dag på turen var desuden - som en ekstra udfordring - bestilt hos et klatrefirma, der skulle vise spejderne, hvordan klatring i træer også kan foregå.

- Der var virkelig nogle spejdere, der fik rykket en grænse ved klatringen. Det er også en del af det at gå til spejder at flytte sine grænser.

- Vi kan som spejderledere hjælpe børnene med at blive udfordret under trygge forhold, og når man ser glæden ved at det lykkes, så er det, det hele værd, fremhæver gruppeleder Birgitte Wilsted Simonsen.

Annonceret indhold

Nyeste