Sommertravlhed: Rebildporten

03. august 2017 kl. 06.20

Det er højsommer. De fleste holder ferie - enten i Danmark eller udenlands. Der skal slappes af og batterierne skal oplades. Men for nogle må ferien vente, for her er højsommeren lig med ét af de mest travle tidspunkter på året. Det gælder blandt andet hos Rebildporten i Rebild.

Siden sommeren 2013 har den smukke Rebildport fungeret som turistbureau for Rebild Kommune. Et turistbureau lidt ud over det sædvanlige. Det er nemlig en oplevelse i sig selv at besøge den smukke port, hvor der indenfor blandt andet er udstoppede dyr og små fortællinger om området.

Inden flytningen til Rebild lå turistinformationen på Kulturstationen i Skørping, men det var helt rigtigt at flytte til Rebild - på toppen af de smukke Rebild Bakker.

- Vores flytning har betydet en kæmpe vækst i antallet af besøgende. Da vi lå i Skørping havde vi omkring 30.000 gæster årligt. I dag har vi cirka 75.000 gæster årligt. Det tal er vel at mærke de gæster, der kommer ind og snakker med os. Antallet af turister i området er meget større, fortæller Bodil Christensen, leder af Rebildporten.

- Lige nu har vi rigtigt travlt med godt 500 besøgende hos Rebildporten om dagen. I lavsæsonen er det tal omkring 200 om dagen, hvilket i sig selv også er et flot tal.

Perfekt sommervejr

- I år har vi været hjulpet godt på vej af det danske sommervejr, der har været mere til aktiviteter og oplevelser i skoven end ved stranden. Der har været rigtigt Rold Skov vejr, fortæller Bodil, der sammen med sit engagerede team løbende får rigtig positiv feedback fra gæsterne i området.

- Vores gæster bliver ofte positivt overraskede over de mange forskellige aktiviteter og tilbud, vi har i vores område. Tilbud vi også hele tiden arbejder på at gøre bedre, blandt andet med mange guidede ture. Samtidig overrasker det også mange, at vi har et par super gode søer at bade i, fortæller Bodil, og fortsætter:

- Vi tiltrækker de fleste typer af turister. Alt fra outdoor-entusiasterne, der vil have massevis af aktiviteter, og de kulturinteresserede, til familien eller kæresteparret, der vil have en stille og rolig naturoplevelse, måske med et par primitive overnatninger i shelter eller i telt.

- 2017-sæsonen tegner foreløbigt rigtig positiv. Det er også den melding, vi hører fra de erhvervsdrivende i vores område. Der er godt gang i den på overnatningsstederne, hos seværdighederne og attraktioner samt hos spisestederne, slutter en tilfreds og travl Bodil Christensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste