Sommerlejr for udsatte børn
Hobro Svømmeklub arrangerer i skolernes sommerferie en lejr, som henvender sig til socialt udsatte og handicappede børn. Lejren går under navnet Sports- og Sundhedsakademiet Hobro.
Der vil være fokus på at introducere børn og unge for forskellige idrætsgrene og sund kost.
Sports- og Sundhedsakademiet Hobro er en non-profit-aktivitet, der er støttet af bl.a. Rema 1000, Jutlander Bank, Mariagerfjord Kommune og Giro 413-fonden.
Sommerlejren er tænkt som et pilotprojekt, der skal afprøve mulighederne for, om ordningen fra 2018 skal være landsdækkende.
I Hobro Svømmeklub er man stolt over at være en af fem foreninger i Danmark, der er med.
- At vi bliver inviteret med vidner om, at der bliver lagt mærke til det stærke sociale engagement, der er i Hobro Svømmeklub, mener klubchef Christian Johnson.
En klub for alle
- Vi ved, at en stadig større gruppe børn ikke kan deltage i vores ordinære sommeraktiviteter. Enten fordi familien ikke har råd, eller fordi der er fysiske eller psykiske udfordringer.
- Men vi er en klub for alle, der ønsker at lære at svømme og være en del af fællesskabet, så vi vil selvfølgelig meget gerne medvirke til at lave et nyt tilbud for denne gruppe børn, siger han.
Lejren er for børn i alderen 9-16 år. Den foregår i uge 32 mandag til fredag fra kl. 9-14. Prisen er 295 kroner.
Ud over klubbens faste instruktører vil der på campen være to pædagoger og en sygeplejerske, og alle børn kan have en hjælper med.
Tilmelding til Sports- og Sundhedsakademiet Hobro sker efter aftale med klubchef Christian Johnson på mail: klubchef@hobro-svom.dk.