Billede beskrivelse

Søsatte eventyr til lands og til vands

01. juni 2017 kl. 06.00

Det vil ikke skorte på sjove, børnevenlige aktiviteter, når Mariager Havn søndag 4. juni sætter punktum for børnekulturugen.

Den falder i år sammen med Træskibssejladsen i Mariager Fjord - og temaet for begge pinse-arrangementer er Søsatte Eventyr.

På havnen i Mariager udmønter det sig i musik- og teater-forestillingen Palle Pirat Og De magiske Dansestøvler.

Forestillingen afvikles i samarbejde med Rytmus og Cittaslow og finansieres blandt andet via en del af overskuddet fra den fælles julefrokost i Mariager.

Mariager-fortællerne

Børn og barnlige sjæle møder på havnen Mariager-fortællerne, der med deres fine fortælleevne sætter ord på De søsatte eventyr, og til slut kommer Skipper Skæg på scenen og tryller og laver sjove kunster for publikum.

Sideløbende med børne-underholdningen kan du med base i Mariager beundre de flotte træskibe, der sejler forbi på vej ud af fjorden fra Hobro.

- Vi håber, at rigtig mange børn og voksne kommer på havnen og får sig en god søndags oplevelse.

- Vi har i hvert fald sat os for at give en flot afslutning på børnekulturugen, lyder det samstemmende fra formand for Børnekulturugen, Jane Grøn og næstformand Søren Greve.

Alle de omtalte arrangementer er i øvrigt gratis for publikum.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste