Sødisbakke fejrede VM: Brøl på bakken kunne høres helt i Rusland
Fodboldfeberen har ramt sommerlandet, og brølet fra "Bakken" i Mariager kan høres helt til Rusland.
Med pomp og pragt og en spirende jubeloptimisme har samværs- og aktivitetstilbuddene på Sødisbakke, Mariager, fejret VM i fodbold. Med Dannebrog svajende henover bøge toppene blev der ladet op til kampene under VM. Med en udsmykket havetraktor i form af balloner og flag blev Christian Eriksen hyldet med æres parade rundt på Sødisbakke.
Der blev klappet og sunget efterhånden som havetraktoren fandt rundt på de snørklede veje, der indhyller Sødisbakke. De af brugerne af Samværs- og Aktivitetstilbuddene, som havde lyst til at deltage i folkefesten fik alle malet Dannebrog i ansigtet og på hænderne.
- Vi har en fest og den glade stemning smitter, siger pædagog Sebastian Hjort, der er idémageren bag fodboldfesten.
- Selv de mennesker, som ikke er fodbold interesserede, stopper op og deltager i festen. Vi er jubeloptimister og vi hylder det fantastiske fællesskab sporten kan give os alle på tværs af alle aldre og menneskelig udvikling, siger han.
Samværs -og Aktivitetstilbuddene er Sødisbakkes dagbeskæftigelse - dagligt er der 55 brugere som tilbydes samvær samt forskellige aktiviteter tilpasset den enkeltes udviklingstrin.